Ny Kunstudstilling på Stevns Fyrcenter

Ny Kunstudstilling på Stevns Fyrcenter




  • billede af fugle

    Et af de udstillede billeder fotograferet af Niels Dejgaard


Lørdag den 29. januar 2022 åbner Stevns Fyrcenter årets første udstilling i Fyrmesterboligen.
“Danske fugle” – fotograferet af Niels Dejgaard.

Udstillingen i Fyrmesterboligen er åben for besøgende lørdage og søndage fra 12:00-15:00 i perioden 29. januar til og med 6. marts 2022.

Niels Dejgaard vil være til stede lørdag den 26. februar samt søndag den 6. marts, og glæder sig til at fortælle besøgende om sin udstilling. 

Fugletræk

Om foråret og efteråret kan du opleve imponerende fugletræk her på kanten af Stevns Klint, og hvert år trækker millioner af fugle forbi Stevns Fyr. Det er derfor en stor fornøjelse at kunne invitere til årets første udstilling med smukke fotografier af en række af vores almindelige fugle. Billederne er taget af fotograf Niels Dejgaard, der gennem flere år har interesseret sig for fuglefotografering. 

Han har i mange år haft fotografering som sin store interesse og begyndte i 2012 at tage fotografier af fugle i sit nærmiljø. Han har udstillet på en række virksomheder, biblioteker og offentlige institutioner og har deltaget i censurerede udstillinger og gruppeudstillinger. 

Niels Dejgaard er tidligere stadsbibliotekar i Albertslund og gik på pension i 2017. 

På spørgsmålet om, hvorfor han fotograferer fugle, er svaret: Fugle er fascinerende på mange måder. Vi møder dem overalt – i naturen, i haven og i byen. Der findes omkring 10.000 nulevende arter, og de findes i alle miljøer fra Arktis til Antarktis. Nutidens fugle er de eneste efterkommere af dinosaurerne, der forsvandt for omkring 65,5 millioner år siden. Adskillige fuglearter er inden for de seneste ca. 400 år uddøde på grund af menneskelig aktivitet og 1.200 arter skønnes i dag at være truet af udryddelse. Det er derfor af afgørende betydning, at vi tager hensyn til deres livsbetingelser. 

At færdes i naturen og at nyde landskabet og fugle- og dyrelivet giver en fred og ro i sindet, som ingen form for terapi kan give, og for mange mennesker er det bedste i livet det at beskæftige sig med noget, hvor man skal bruge sine sanser.

Coronaforbehold

Udstillingen afholdes under forudsætning af sundhedsmyndighedernes godkendelse og anbefalinger. 

Der er fri entré til udstillingen, dog kræver det et gyldigt Coronapas – rigtig god fornøjelse!

Sidst opdateret

26.01.2022

Se den originale nyhed fra Stevns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen