Borgere med omfattende plejebehov får nu mulighed for at blive i eget hjem med en indsats, der forener omsorg, rehabilitering og velfærdsteknologi.

Prøvehandlingen løber over tre måneder i ét hjemme- og sygeplejedistrikt. Den retter sig mod borgere, der ønsker at blive boende i eget hjem, og som enten pludselig har fået en funktionsnedsættelse og har brug for hurtig og målrettet genoptræning eller har omfattende fysiske eller kognitive udfordringer.
 
Formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, Stefan Lydal, understreger vigtigheden af at tage borgernes ønske om at blive i eget hjem alvorligt og samtidig sikre den nødvendige hjælp og tryghed:
 
– Når helbredet svækkes, skaber det ofte utryghed og bekymring – både hos borgeren og de pårørende. Vores vigtigste opgave er at skabe den tryghed, der gør, at flere kan blive boende i eget hjem, hvis de ønsker det. At kunne blive boende i eget hjem har stor betydning for mange ældres livskvalitet. Ved at kombinere en skræddersyet støtte med velfærdsteknologi giver vi den enkelte mulighed for at leve et selvstændigt og trygt liv i vante rammer – også de borgere, som ellers ville have haft behov for en plejehjems- eller korttidsplads, siger Stefan Lydal. 

Indsatsen Længst muligt i eget hjem starter med en samtale i borgerens eget hjem sammen med de pårørende. I dialogen er borgerens egne ønsker, behov og oplevelser udgangspunktet for at forstå, hvad der skaber livskvalitet i hverdagen – frem for alene at fokusere på det praktiske plejebehov. Samtalen handler blandt andet om daglige rutiner, oplevelsen af tryghed og betydningen af sociale relationer. I forløbet tages ny velfærdsteknologi i brug som et supplement til den menneskelige pleje. Det kan for eksempel være sensorteknologi, der sikrer hurtig hjælp ved fald, eller skærmbesøg, hvor borgeren får støtte til at tage sin medicin eller udføre andre hverdagsrutiner.
 
Næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, Vivi Brit Nielsen, fremhæver balancen mellem teknologi og menneskelig omsorg:
 
– For borgeren handler det om at bevare sin frihed og tryghed i hverdagen. Velfærdsteknologi som tryghedssensorer og skærmbesøg kan aldrig erstatte den menneskelige omsorg, men det kan give en langt større selvstændighed. Erfaringerne fra prøvehandlingen skal vise os, hvordan vi skaber de bedste rammer for, at vores borgere kan leve et godt og selvstændigt liv i eget hjem så længe som muligt, siger Vivi Brit Nielsen. 

Formålet med prøvehandlingen er at undersøge, hvordan kommunen kan skabe de bedste muligheder for, at borgere med omfattende behov for hjælp fortsat kan leve et trygt og meningsfuldt liv i deres eget hjem. Erfaringerne skal vise, om en helhedsorienteret indsats med fokus på både rehabilitering, omsorg, teknologi og tryghed kan styrke borgernes livskvalitet og selvbestemmelse. Når prøveperioden er afsluttet, evalueres resultaterne, før der tages stilling til en eventuel videreførelse.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top