Fredericia Kommune har sammen med byens aktører sat gang i en proces, der skal kvalificere og afprøve elementer i en kommende midtbystrategi for Fredericia. Teknisk Udvalg fik på det første møde mandag den 24. januar en status på arbejdet, der blev skudt i gang med en åben og velbesøgt workshop om midtbyens udvikling i Tøjhuset i august 2021. Mange gode idéer og forslag blev luftet, og de er nu landet på bordet hos Teknisk Udvalg, som kommer til at have ansvaret for midtbystrategien.
”Vi havde en rigtig god workshop tilbage i august, hvor mange forslag og idéer blev luftet. Efteråret er gået med at samle lokale kræfter, som i samarbejde med Fredericia Kommune skal være med til at udvikle og kvalificere forslagene. En attraktiv og levende midtby skabes jo også af fredericianerne, handelslivet og foreningerne – ja, os alle sammen! ” siger Christian Bro, der er formand for Teknisk Udvalg og fortsætter:
”Vi er heldige i Fredericia, at vi har mange aktive foreninger, som allerede har meldt sig på banen men også fredericianere, som bor eller driver forretning i midtbyen.”
Løvestrøget – gågaden for alle!
Udviklingen af Vendersgade er et godt eksempel på et samarbejde, hvor borgere og butiksejere er rykket sammen i bussen. Projektgruppen har allieret sig med rådgivningsfirmaet BID Danmark, og de mødes en gang om måneden for at udvikle idéer til aktiviteter, der skal puste nyt liv i gaden. En ny identitet og et navneskifte til Løvestrøget er blandt de opgaver, der står først på listen. Gruppen har også oprettet en Facebookside ”Løvestrøget – gågaden for alle”, hvor man kan følge med i livet i gaden.
Midtby på prøve
Udvalget blev også præsenteret for en række forslag fra workshoppen, som Fredericia Kommune har omsat til konkrete prøvehandlinger. Planen er, at de skal trykprøves i en begrænset periode. Inventar i gaderne og nye byrum, der indbyder til ophold, er blandt nogle af de tiltag, som sættes i gang i løbet af foråret 2022.
Fremtidens midtby skabes af dig og mig
For at komme konkrete problemstillinger til livs har Fredericia Kommune planlagt en række møder, som skal samle erhvervsdrivende, foreninger, naboer og kommunale medarbejdere til en snak om en række konkrete temaer. ”Byens pladser” , ”Kunst i byrummet” og ”Børn, unge og ældre” er blandt de udvalgte temaer, der skal arbejdes videre med for at skabe bredere ejerskab og initiativ og et netværk, der skal gøre både prøvehandlinger og andre mere permanente aktiviteter lettere at føre ud i livet. Invitationer er på vej ud.
Handelslivet under lup
I 2020 satte Fredericia Byråd 200.000 kr. af til en ny detailhandelsanalyse i Fredericia. Sidste gang var i 2014. Begge gange har konsulentbureauet COWI været på opgaven med at sætte handelslivet under lup. Arbejdet med en kommende midtbystrategi læner sig op ad analysens anbefalinger.
Analysen fra 2020 i hovedtræk:
- Midtbyen har siden 2013 mistet ca. 20 butikker, og omsætningen er faldet med ca. 85 mio. kr.
- 60 % af omsætningen i Fredericias butikker udgøres af dagligvarebutikker, mens 40 % udgøres af omsætningen i udvalgsvarebutikker. Sammenlignet med andre byer, der ligner Fredericia, er fordelingen normalt mere lige.
- Fredericia har en relativ stor andel af mindre og uafhængige butikker særligt inden for specialdagligvarer og tøjbutikker, der er med til at gøre bymidten spændende. De selvstændige butikker har mulighed for at tilbyde unikke koncepter og varer, som ikke umiddelbart kan købes i webshops.
Analysens anbefalinger:
- at der arbejdes på, at tiltrække kunder til byen
- flere boliger i og nær bymidten for at styrke det lokale forbrugsgrundlag
- at fastholde fokus på det gode byliv, stemningen og aktiviteterne
- at have fokus på at holde de unge i byen
- at arbejde med image og byens kant
- samarbejde blandt byens aktører
Følg med i arbejdet med den nye midtbystrategi på Fredericia Kommunes hjemmeside: https://www.fredericia.dk/midtbystrategi
Foto: I august 2021 var Tøjhuset fyldt op med 80 deltagere og mange gode idéer til en levende midtby. Konsulent Maria Degn fra Inmoma ledte deltagerne godt igennem de forskellige processer i workshoppen, der bød på oplæg og bordet rundt i mindre grupper.