Der er fundet en direktør til Stevns Klint Besøgscenter – den 54-årige Steen Bonke Sørensen, som på kort tid har sat Rødvig og Stevns på landkortet som turistmål.
’Besøgscenteret for verdensarven har behov for en stærk leder, som både mestrer kunsten at tegne fremtiden og omsætte drømme og visioner til konkrete handlinger’, udtaler Anette Mortensen, formand for Fonden Stevns Klint Besøgscenter.
Hun tilføjer:
’Steen Bonke Sørensen er en ægte ildsjæl med den faglige ballast på plads. Han har på meget kort tid lagt en helt en helt ny dimension til turismeudviklingen i Stevns og i Rødvig. I dag er Rødvig ikke bare en hyggelig havneby, men også dét sted på Sjælland, man tager hen for at dyrke vandsport. Steen er et virkelig stærkt kort i forhold til turisme- og destinationsudvikling, og jeg glæder mig til at overdrage tøjlerne til Steen, og ikke mindst til, at vi sammen skal slå dørene op til besøgscentret’.
Steen Bonke Sørensen skal som direktør stå i spidsen for at opbygge besøgscentret, der fortæller historien om det meteornedslag for 66 mio. år siden, som ændrede betingelser for livet på jorden for altid. En historie, der taler stærkt til os i dag, hvor forandring og emner som klima, biodiversitet og bæredygtighed er uomgængelige. Han skal placere Besøgscentret i danskernes bevidsthed og samtidig forvalte de enestående muligheder, der ligger i, at netop Stevns Klint er UNESCO Verdensarv. Det giver helt enestående muligheder for at tiltrække international turisme og medvirke til, at centret bliver et omdrejningspunkt for udvikling af oplevelsesøkonomien på Stevns.
Besøgscentret åbner medio 2022.
Steen Bonke Sørensen fortæller om sit nye job:
’Jeg er både stolt og ydmyg over, at Fonden Stevns Klint Besøgscenter har valgt at sætte mig i spidsen for det kommende besøgscenter. Jeg brænder for lokal udvikling, og det er en drøm, som går i opfyldelse, at få lov til at forene arbejdet med verdensarven med udvikling af hele Stevns. Jeg ønsker at gøre en markant forskel for Stevns Klint Besøgscenter ved at skabe en bæredygtig forretningsmodel med afsæt i naturfaglig formidling af høj kvalitet. At spænde mellem at formidle den enestående historie og fungere som inkubator for oplevelsesøkonomien – og det skal jeg tilmed gøre sammen med de Verdensarv Stevns’ dygtige medarbejdere. Vi skal i fællesskab sikre de besøgende en helt unik oplevelse’.
Fakta om Steen Bonke Sørensen
Steen Bonke Sørensen kommer fra en stilling som Global Director i G4S – verdens største sikkerhedsvirksomhed. Steen har haft flere topledelsesstillinger i G4S.
Tidligere har Steen Bonke Sørensen drevet selvstændig virksomhed og haft flere bestyrelsesposter. Lige nu er lokalt bestyrelsesarbejde i fokus i f.eks. Stevns Erhvervsråd og Verdensarv Stevns samt medlem i netværket Advisory Boardet for VisitSydsjælland-Møn.
Sideløbende har Steen Bonke Sørensen opbygget LimeLight Board Sport Club.
Steen Bonke Sørensen flyttede til Rødvig i Stevns for seks måneder siden, og vandt SydkystDanmarks ’Ildsjæl 2020’ for sit arbejde med at gøre Stevns til et lokalt og nationalt samlingspunkt.
Stevns Klint og besøgscentret
Stevns Klint blev optaget som UNESCO Verdensarv i 2014, fordi det er det bedste sted i verden at se sporene fra den asteroide, der for 66 mio. år siden var medvirkende til at mere end 50 % af alt liv på Jorden uddøde, også dinosaurerne.
Boesdal Kalkbrud har været aktivt kalkbrud indtil 1978. I kalkbruddet står stadig Pyramiden, som blev brugt til opbevaring af knust kalk, en mindre tørrelade samt resterne af to skaktovne.
Opførelsen af et besøgscenter er gjort mulig via en generøs donation på 80 mio kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.