Festival slår ny rekord: Vi har aldrig nogensinde haft så mange besøgende

Hele 24.000 gæster deltog i årets Magiske Dage Odense fra torsdag til lørdag i efterårsferien. Det er det højeste besøgstal nogensinde og markant over niveauet de seneste ti år, hvor festivalen har haft mellem 18.000 og 22.000 besøgende.

Og rekorden kunne mærkes ved de enkelte aktiviteter.
“Troldmandslandsbyen” på Gråbrødre Plads havde 12.000 besøgende.
“Dark Market: Fantasy Edition” trak 10.000 gæster til, mens 6.000 lagde vejen forbi “Kæpheste-enhjørninge”.

Flere kreative værksteder løb desuden tør for materialer allerede fredag og måtte købe ekstra ind, så der også var nok til de besøgende om lørdagen.

– 24.000 gæster er en flot og ny rekord, som fortæller noget om, hvad vi kan i Odense, når byen går sammen om at skabe noget. Jeg så med egne øjne, hvordan børn, unge og voksne fra hele Danmark og endda fra udlandet tager til Odense for at være en del af det her fantastiske og magiske litteraturunivers. Odense Bibliotekerne har også arbejdet hårdt for at udvikle og finpudse festivalen, samtidig med at kulturinstitutionerne, de frivillige og de mange lokale aktører byder ind. Det er jeg stolt af, at vi kan tilbyde som by, siger Lars Christian Lilleholt, By- og Kulturrådmand i Odense.

Næste generation er kommet med

Festivalen, der arrangeres af Odense Bibliotekerne, har gennem mere end 20 år samlet børn og voksne om litteratur, fantasy, fortællinger og magiske oplevelser midt i Odense.

Årets festival bød på mere end 100 aktiviteter rundt i Odense. Samtidig blev flere tilbud udvidet for at ramme nye aldersgrupper.

“Fehøjen” havde fokus på småbørnsfamilier, mens blandt andet “Nordheim Magiske Skole” og “Fantasy Akademiet” trak de større børn og unge til.

Ifølge Annette Wolgenhagen Godt, chef for Odense Bibliotekerne og Kulturmaskinen, er rekorden resultatet af flere års udvikling.

– Vi har armene over hovedet, for vi har aldrig nogensinde haft så mange besøgende. Det her er resultatet af 24 års arbejde. Vi ser nu, at dem, der som børn og unge besøgte de allerførste versioner af en magisk festival i Odense, er blevet voksne og kommer tilbage med deres egne børn og dermed den næste generation. Det er skønt at opleve, at Magiske Dage Odense går i arv som en tradition i efterårsferien, men samtidig også vokser med et nyt publikum, der er med for første gang, siger Annette Wolgenhagen Godt.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top