Sundhedsmyndighederne har den 11. marts meldt ud, at vaccination med vaccinen fra AstraZenca sættes på pause indtil videre.
Det skyldes indberetninger om tilfælde af blodpropper hos personer, der har fået vaccinen. Én indberetning vedrører et dødsfald i Danmark. Det kan på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne, og de europæiske lægemiddelmyndigheder laver derfor en undersøgelse af AstraZeneca-vaccinen ud fra et forsigtighedsprincip, så en eventuel sammenhæng kan blive belyst. Pausen varer indtil videre i 14 dage, og Sundhedsstyrelsen vil sammen med Lægemiddelstyrelsen lave en ny vurdering af vaccinen i slutningen af marts.
Alle bookede tider og invitationer til vaccination med vaccinen fra AstraZeneca aflyses. Sundhedsstyrelsen oplyser, at frontpersonale på 65 år eller ældre fortsat vil modtage tilbud om vaccination med en af de to andre vacciner. Sundhedsstyrelsen melder senere ud om, hvornår og hvordan der kan inviteres til hhv. nye og til færdiggørelse af vaccinationsforløb.
Betydningen for Norddjurs Kommune
Status på vaccinationer her i Norddjurs Kommune er, at 5,3 procent af borgerne er færdigvaccinerede. Kommunens personale på plejecentrene er færdigvaccineret, og aktuelt er man i gang med at vaccinere plejepersonale på de sociale institutioner. Generelt er det særligt personer i målgruppe 4, det vil sige personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren, der har været inviteret til vaccination med AstraZeneca vaccinen. Konkret har 51 af Norddjurs Kommunes medarbejdere fået invitation til AstraZeneca-vaccinen.
Norddjurs Kommunes sundhedskrisestyregruppe tager initiativ til direkte yderligere information til de relevante medarbejdergrupper.
Vi søger løbende svar på de spørgsmål, der rejser sig. Der bliver derudover informeret om situationen her på norddjurs.dk.
Læs mere hos Sundhedsstyrelsen via dette link.
Nyhedsdato: 11.03.2021