Forsvarets Efterretningstjeneste, Politiets Efterretningstjeneste og Styrelsen for Samfundssikkerhed har offentliggjort nye trusselsvurderinger, der blandt andet peger på øget risiko for sabotage og destruktive cyberangreb. Derfor er kommunerne blevet opfordret til at gennemgå deres relevante beredskabsplaner.
På den baggrund har Sønderborg Kommune via Beredskabskommissionen sat gang i en målrettet gennemgang og opdatering af kommunens beredskabsplaner for strømsvigt. For et længerevarende strømsvigt kan påvirke både el-, tele-, data- og vandforsyningen. Kommunen har derfor særligt fokus på de mulige konsekvenser for sårbare borgere og for de kommunale funktioner, som er afhængige af strøm.
Kommunens arbejde omfatter blandt andet gennemgang af plejecentre, botilbud, hjemme- og sygeplejen, drikkevand og spildevand, det psykosociale beredskab, IT samt krisestyring og kommunikation.
– Vi skal være forberedt på, at et alvorligt strømsvigt kan vare i flere døgn, og derfor ser vi bredt på beredskabet, Kommunens vigtigste opgave i en sådan krisesituation er at passe på borgerne, ikke mindst dem, der er mest afhængige af vores hjælp. Det handler ikke om at skabe utryghed, men om rettidig omhu. Når trusselsbilledet ændrer sig, skal vores beredskab følge med, så vi fortsat kan tage hånd om borgerne og opretholde kommunens mest kritiske funktioner, siger borgmester Erik Lauritzen.
Beredskabsplanerne bliver gennemgået med fokus på nødstrøm, nødlagre, evakuering, kritiske IT-systemer, krisekommunikation og kommunens værktøjer til krisestyring. Der skal blandt andet ses nærmere på kapaciteten til nødstrøm, muligheden for at opretholde kritiske funktioner i mindst 72 timer samt behovet for forsyninger og nødlagre til mindst tre døgn.
Sønderborg Kommune har allerede oprustet på sit beredskab bl.a. gennem ansættelse af to beredskabsplanlæggere, men også gennem arbejdet med kommunens kriseberedskab de senere år, der har været aktiveret under blandt andet Stormfloden i 2023 og ved togulykken i 2025. Opgaver som kommunens nye beredskabschef kommer til at dykke ned i.
– Kommunerne har en vigtig rolle i beredskabet, men vi skal have ordentlige rammer for at løfte den opgave. Når vi gennemgår vores beredskab, kan det vise sig, at der er behov for nye investeringer. Det kan lægge pres på kommunens økonomi, og jeg har en klar forventning om, at staten finansierer kommende udgifter, der skal sikre borgernes ve og vel ved en evt. krisesituation, siger borgmesteren.