Norddjurs Kommune deltager i projektet DK2020.
Norddjurs Kommune deltager i projektet DK2020 og er en af de 95 danske kommuner, som har forpligtet sig til at udarbejde en klimaplan for hele kommunen i 2022 og frem til juni 2023.
Hvad skal planen hedde?
Der er endnu ikke nogen, der har fundet på en æggende – vækkende – dækkende titel til vores klimaplan, så det er nu, du skal finde din indre ordsnedker frem. En god titel til klimaplanen skal
- lede tanken hen på kommunens klimaindsats
- motivere til handling
- gerne være humoristisk og måske indeholde et ordspil
- signalere, at det handler om Norddjurs Kommune.
Præmie for den bedste ide
Send dit/jeres bud på en titel via mail til eva@norddjurs.dk senest onsdag 15. juni. Det valgte forslag bliver belønnet med et træ efter eget valg; et træ som den dygtige ordsnedker kan plante hjemme i sin egen have eller på et udvalgt sted i Norddjurs Kommune.
Dommerkomitéen er endnu ikke helt på plads, men den bliver bredt sammensat på tværs af faggrupper og lokaliteter.
Uddybende om Norddjurs Kommunes klimaplan
Klimaplanen skal vise vejen mod en nettonul CO2-redution senest i 2050 i Norddjurs Kommune som geografisk område og kommunen som virksomhed.
Vi skal kortlægge de eksisterende klimahandlinger i kommunen og finde ud af, hvad der skal til få at nå målet – hvilke handlinger skal der laves her og nu og frem mod 2050.
For at få succes med opgaven, kommer det til at kræve en indsats fra os alle på alle fagområder.
Det kan fx være:
- Energieffektivisering ved at understøtte virksomheder i en grøn og bæredygtig vækst og i CO2-reduktion.
- Omlægning af kulstofrig landbrugsjord til vådområder samt skovrejsning.
- Databaseret energiledelse af de kommunale bygninger.
- Grøn indkøbspolitik.
- Minimere affald i kommunale institutioner.
- Klimaundervisningsforløb i folkeskolerne.
- Op-/udbygge af ladeinfrastruktur til fremme af elbiler.
- Fremme kollektiv trafik og cyklisme.
Klimaplanen skal levere på disse 4 områder:
- Klimaneutralitet: Kommunen skal være klimaneutral inden udgangen af 2050.
- Klimatilpasning/robusthed: Planen skal beskrive, hvordan vi i Norddjurs Kommune kan tilpasse os klimaforandringerne.
- Inklusion og merværdi: Planen skal engagere lokalsamfundet i klimaarbejdet.
- Styring og samarbejde: Planen skal beskrive, hvordan Norddjurs Kommune og samarbejdspartnerne skal arbejde med opgaven.
Klik her, hvis du ønsker at vide mere om klimaindsatsen på nationalt plan.
Nyhedsdato: 01.06.2022