Et lyt hen over karantænehegnet

Ny podcast fra Norddjurs Biblioteker.

Det er ikke alle bøger, der kan presses ind på bibliotekets boghylder. Uret KNALV KNOLV af Kamilla Jørgensen er en af den slags kunstinstallationer, som må kaldes litteratur, men som aldrig vil være at finde på et bibliotek. Derfor har man taget man alternative udstillingssteder i brug, nemlig Grenaa Havn, og dér har værket så hængt lige siden 2018 og mindet folk om tid og sprog og ikke mindst Vagn Steen (1928-2016) – og så kan det frit beskues til trods for diverse Corona-karantæner. Nu har Norddjurs Biblioteker, som står bag uret, lavet endnu en alternativ fortælling om uret, som man frit kan lytte til via sin mobil eller computer. På podcasten kan man finde ud af lidt mere om Kamilla Jørgensen og hendes forhold til Vagn Steen.

KNALV KNOLV er et ur, som man kender det fra banegården: 62 cm i diameter og med en tydeligt oplyst urskive, som viser tiden. Imidlertid er talordene et, to, tre skiftet ud med ordene KNET, KNO, KNE osv. Urskiven forestiller forsiden af Vagn Steens berømte digtsamling fra 1964 med titlen Digte? Kamilla Jørgensens værk er da også en hyldest til digteren, der ville være fyldt 90 i 2018.

Vagn Steen boede i Norddjurs og nåede at skrive adskillige bøger om egnen, som han var akut forelsket i. Kamilla Jørgensen er også bosiddende i Norddjurs og stærkt inspireret af Vagn Steens særlige stil, som kaldes konkretisme. Derfor var det helt naturligt, at det blev Jørgensen, som lavede hyldesten til Vagn Steen.

Alt det kan man høre hende tale om i LYT. Det er navnet på en podcast-serie, som er udviklet af bibliotekerne i Silkeborg og Vejle med bidrag fra Norddjurs Biblioteker. Thomas Olesen fra Norddjurs Biblioteker har sat Jørgensen stævne på havnen lige under uret, hvor de taler om KNALV KNOLV og konkretismen anno 2020.

“I denne karantænetid, hvor bibliotekerne er lukket, er det så meget desto vigtigere, at vi kan møde litteraturen udenfor. Det kan man netop kan med Kamillas værk, der på en meget fin måde skriver sig ind som en naturlig del af havnen blandt måger, kraner og fiskekuttere. Samtidig synes vi, at podcasten er en god måde at lave en booktalk på, som man kan lytte til hen over karantænehegnet,” siger Thomas Olesen.

Ønsker man mere viden om Kamilla Jørgensen og Vagn Steen, så findes der en god bog om emnet, nemlig “det ord / der som et lokomotiv / trækker en lang vognstamme med sig – Konkret poesi fra Vagn Steen til i dag” af lektor i litteraturvidenskab, Tania Ørum. Bogen blev udgivet af Norddjurs Biblioteker i et samarbejde med forlaget Majlund i 2019.

LYT kan findes på www.lytlyrik.dk eller på Apple og Googles podcast tjenester.

Yderligere information:

Thomas Olesen, kulturformidler
E-mail: tho@norddjurs.dk
Tlf.: 89 59 30 02 eller 24 60 56 20

Nyhedsdato: 06.05.2020

 

Se den originale nyhed fra Norddjurs Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top