Ingen asbest i asken, der blev spredt under Tjørnelybranden
Analyseresultater viser, at der ikke er asbest i asken, som blev spredt i forbindelse med branden på Tjørnelyskolen.
Asken efter branden på Tjørnelyskolen er ved at blive analyseret. De første resultater handler om asbest, og de viser, at der ikke er asbest i asken eller andet nedfaldent materiale uden for brandtomten.
“Vi har været i dialog med embedslægen om resultatet, og på den baggrund kan vi nu melde ud, at borgerne trygt kan fjerne aske og andet fra branden i haver og på udearealer,” siger Rikke Hvelplund, centerchef for Teknik & Miljø.
Ingen spredning af asbest
Prøverne er taget ude og inde i den nærliggende daginstitution samt i boligområderne i røgfanens retning. Alle prøver er helt uden asbest.
Der var asbest i den nedbrændte bygnings facade. Men facadens plader er enten faldet ned på jorden eller står endnu, og derfor er asbesten blevet inde på brandtomten.
“Vi går nu i dialog med ejeren af den brændte skole om, hvordan de kan rydde op på en miljømæssige forsvarlig måde. Erfaringen er at en oprydning kan tage flere måneder”, siger Rikke Hvelplund.