Stevns Kommunes matrikler bliver røgfri for ansatte i arbejdstiden 


Som led i den nye sundhedspolitik besluttede kommunalbestyrelsen i sommers, at Stevns skal have røgfri arbejdstid fra april 2021. I går tog de stilling til, hvorvidt det skal gælde kommunens matrikler. 

’I Stevns Kommune vil vi gerne gå foran i arbejdet for en røgfri fremtid. Vi skal være rollemodeller ved at forebygge rygning hos børn og unge og fremme et sundt arbejdsmiljø, hvor man ikke bliver udsat for tobaksrøg på jobbet. Derfor har vi besluttet, at ansatte i Stevns Kommune ikke må ryge hverken indendørs eller udendørs på matriklerne i arbejdstiden,’ fortæller Anette Mortensen, borgmester i Stevns Kommune.

Hun tilføjer: 

’Jeg glæder mig over, at vi med den kommende rygepolitik får et stærkt grundlag i arbejdet for at flere skal vælge et røgfrit liv og færre skal begynde at ryge. Vi er i gang med en proces, hvor vi nu politisk har taget stilling til f.eks. røgfri arbejdstid og matrikler, og herefter skal der så arbejdes videre med de mere konkrete rammer for, hvordan politikken føres ud i livet. I rygepolitikken indgår bl.a. også rygestopkurser for de ansatte, som ryger, og som nu enten er gået i gang med eller skal til at kvitte cigaretterne.’  

Flere skal vælge et røgfrit liv

Målet om et røgfrit liv går hånd i hånd med kommunens sundhedspolitik. Det er et af politikkens seks pejlemærker, der handler om, at alle skal have adgang og mulighed for at leve et sundt liv.

Røgfri arbejdstid omfatter bl.a., at kommunens ansatte ikke må ryge:

  • Indendørs i de kommunale bygninger og udendørs, både på Stevns Kommunes matrikler og udenfor matriklerne i arbejdstiden. Stevns Kommune kan dog ikke bestemme over overenskomstmæssige selvbetalte pauser, men der skal de ansatte udenfor matriklen for at ryge.  
  • I borgerens private hjem.
  • I kommunens materiel og tjenestebiler samt i egen bil, når den benyttes under tjenesten. 
  • Under deltagelse i eksterne møder, konferencer, uddannelser o.l. inden for arbejdstiden.

Røgfri arbejdstid gælder for kommunens ansatte fra den 1. april 2021. I løbet af januar måned vil de endelige retningslinjer være færdige efter de sidste drøftelser i kommunens øverste samarbejdsudvalg. De bliver herefter udsendt til kommunens forskellige arbejdspladser.  

Sidst opdateret

18.12.2020

Se den originale nyhed fra Stevns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen