Stevns Kommune har afviklet en grundig proces med borgerne i byen for at skabe en lokalt forankret udviklingsskitse for byen. Med det som udgangspunkt sender kommunalbestyrelsen nu lokalplan 204 og kommuneplantillæg nr. 1 i høring i otte uger.
Det blev besluttet på kommunalbestyrelsens her til aften.
’Valløby er det byzoneareal i Stevns Kommune med den højeste andel af parcelhuse. Med sin nærhed til Køge ligger Valløby derfor rigtig godt i forhold til udvikling af byen med nye typer af boliger, som kan være attraktive for et andet publikum end de gængse parcelhuskøbere’, fortæller borgmester Anette Mortensen.
Flemming Petersen, formand for Plan, Miljø og Teknik supplerer:
’Jeg sætter stor pris på det forløb, vi har haft med borgerne i byen. En af de ting, der kom frem i processen, var netop et stort ønske om flere mindre boliger med mindre fokus på private udearealer og mere fokus på fællesskaber med naboer. De mindre boliger skal være med til at gøre det attraktivt for seniorer at blive boende i byen samt appellere til singler og små familier. Det ønske har vi lyttet til i den lokalplan, vi nu lægger frem’, supplerer Flemming Petersen.
Fakta
Forslag til Lokalplan 204 dækker et areal på 2,8 ha og giver mulighed for at opføre 50 nye boliger som rækkehuse og dobbelthuse. Derudover giver lokalplanen mulighed for et fælleshus, parkering og fælles, udendørs opholdssteder og legeplads.
Boligområdet er organiseret omkring en boligvej, som har indkørsel fra Sognevej. Boligvejen forgrener sig mod øst og sydvest sådan, at den betjener hele boligområdet. Boligvejen forbindes også med to fælles parkeringspladser samt fællesarealer i form af grønne passager og boligområdets to torve.
Forslag til lokalplan 204 sendes i offentlig høring i 8 uger, og Stevns Kommune afholder et borgermøde i forbindelse med høringsperioden. Datoen for dette møde vil blive aftalt på næste års første møde i Plan, Miljø og Teknik den 4. januar.
Sidst opdateret
16.12.2021