Øjnene ser landsbyidyl, stråtækt bindingsværk, og en kombineret Bed&Breakfast med cafe og interiør butik i udvikling, når Anders Chr. Gejlager og Katja Olsen byder indenfor på Ladefogedgaarden, den tidligere præstegård i Vejlby.
Ligesom 100 andre har de i år været i kontakt med den lokale erhvervsservice, for at få sparring og vejledning for deres virksomhed.
De overtog den bevaringsværdige gård i 2020, og udover renovering af flere længer, er der meget som de skal have styr på og information om, og i den forbindelse har de været glade for kontakten med Jesper Lykkeberg fra den lokale erhvervsservice:
”Jesper linede alle mulighederne op, og jeg vil opfordre andre nystartede til at kontakte Jesper. Så spreder det sig, og giver en øjenåbner for eksempelvis relevante erhvervsnetværk, potentielle tilskudsmuligheder, og hvem man ellers skal komme i kontakt med,” Fortæller Anders Chr. Gejlager.
Katja Olsen er også glad for at de inviterede erhvervskonsulenten på besøg og supplerer:
”Det giver os en vished om at kommunen bekymrer sig om de erhvervsdrivende der kommer til kommunen, og vil hjælpe de erhvervsdrivende bedst muligt. Selvom vi da også har oplevet nogle udfordringer med dyre brandtilladelser og lignende.”
Planer og Kulturarv
Hvis Vejlby præstegård lyder bekendt, skyldes det en af dansk litteraturs store forfattere, St. St. Blicher.
Anders Chr. Gejlager og Katja Olsen købte den tidligere præstegård af St. St. Blichers tipoldebarn, og det var netop St. St. Blicher der gjorde gården kendt med den kanoniserede novelle ”Præsten i Vejlbye”, som mange danske skoleelever har læst i danskundervisningen.
Denne historie om justitsmord og falsk vidneudsagn lægger et ekstra kulturhistorisk lag på bygningen, som parret ser mange muligheder i at udvikle.
Blandt andet har de planer om at lave et orangeri i haven.
Det kunne både bruges som skoletjeneste, hvor elever kan høre om historiske ejendomme og miljørigtighed, til intimkoncerter og til foredrag med 60-70 mennesker.
Som Katja Olsen siger, vil det være indendørs midt i naturen med udsigt til både marker og hovedhus. Til det projekt vil de søge LAG-midler.
Gennem en temadag for turisme-erhvervet, som erhvervskonsulenten Jesper Lykkeberg gjorde opmærksom på, er de også kommet i kontakt med den kommunale LAG-koordinator.
Koordinatoren er i øvrigt altid åben for henvendelser, og kan kontaktes på koordinator@lag-djursland.dk.
Kontakt den lokale erhvervsservice
Norddjurs Erhverv kan hjælpe med sparring om iværksætteri, markedsføring, finansiering, forretningsudvikling, digitalisering, vækst-ambitioner med mere.
Den lokale erhvervsservice er desuden porten ind til det øvrige erhvervsfremmesystem.
Norddjurs Erhverv har kontor i Auning og på Grenaa Havn, og kører gerne ud på virksomhedsbesøg, hvis du foretrækker det.
Og Jesper Lykkeberg er meget åben for henvendelser:
”Jeg har været glad for de mange møder med virksomheder i ’21 og vi ser frem til at hjælpe flere i det nye år,” fortæller han.
Du kan fange Jesper ved at ringe til tlf. 70 15 16 18 og indtaste dit postnummer, eller skrive en mail til info@norddjurskommuneerhverv.dk.
Billedtekst: Anders Chr. Gejlager og Katja Olsen, ejerne af Ladefogedgaarden, en af de 100 virksomheder der i 2021 har fået sparring af lokal erhvervsservice. Privatfoto.
Nyhedsdato: 16.12.2021