I september besluttede Natur-, Klima- og Miljøudvalget at fremskynde arbejdet med at opdatere Varmeplanen, så borgerne kan få besked, om der er fjernvarme på vej til deres områder. Opdateringen af varmeplanen er sket i samarbejde med Broager Fjernvarme, Nordals Fjernvarme under Sønderborg Forsyning og Sønderborg Varme samt ProjectZero. Natur-, Klima- og Miljøudvalget har godkendt opdateringen på sit seneste møde. Det betyder, at fem byer er blevet udpeget som potentielle fjernvarmeområder. Varmeselskaberne udarbejder projektforslag for områderne, som derefter behandles af Byrådet i løbet af 2023. Hvis det godkendes, ventes fjernvarmen at kunne etableres i 2023-2025 i Vester Sottrup og Nybøl under Sønderborg Varme, Skodsbøl under Broager Fjernvarme, Avnbøl og Ullerup under Avnbøl Ullerup Varme a.m.b.a., Østerbakken i Adsbøl samt dele af Planetvej i Gråsten. Derudover er Felstedvej i Gråsten under Sønderborg Varme netop godkendt og realiseres i 2023. – Kommunerne har pligt til at sikre en øget fremdrift på udrulning af fjernvarme, og med opdateringen af varmeplanen kan borgerne nu se, hvor der potentielt er fjernvarme på vej. Nogle steder er undersøgelserne langt fremme, og andre steder vil der i 2023 komme nærmere afklaring. Lokalsamfundenes opbakning til udrulning af fjernvarme vil være afgørende idet udrulningen er fjernvarme kun sker ved en tilstrækkelig stor opbakning og tilslutning, siger Asger Romme Andersen, der er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Varmeplanen skal også godkendes i Økonomiudvalget og Byrådet. Med opdateringen af Varmeplanen opfylder Sønderborg Kommune sin opgave med inden årets udgang at informere borgere med gas- og oliefyr om muligheder for fjernvarme eller varmepumper. – Vi sender nu et brev ud til alle husstande med gas i Sønderborg Kommune, hvor vi fortæller dem, om de kan forvente af få fjernvarme, og hvornår de kan forvente det. Samtidig er det vigtigt for mig at sige, at vi efterfølgende også skal hjælpe med at finde løsninger til de husstande med gas, som ikke kan forvente at blive tilkoblet fjernvarme i den nærmeste fremtid, udtaler Daniel Staugaard, næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Brevene sendes ud i slutningen af november. Desuden kan borgere deltage i Spar Energi Festival torsdag den 24. november klokken 15.30-19.00 på EUC Syd, Hilmar Finsens Gade 18, Sønderborg. Her er mulighed for at få information om, hvor fjernvarmen er på vej, og hvordan man kan gå sammen om fællesvarme eller få en individuel varmepumpe. Læs mere på www.projectzero.dk/program
|