Aalborg Kommune ønsker input fra borgerne til forslag til nyt bybusnet

23. november 2022

Det skal være nemt og hurtigt for borgerne at bruge den kollektive trafik. Derfor har Aalborg Kommune udarbejdet et forslag til et nyt bybusnet. Nu er det borgernes tur til at give deres mening til kende.

Kom med dine input

Se forslag til nyt bybusnet og kom med dine input

”Aalborg er en by i rivende udvikling. Stadig flere indbyggere, flere studerende og nye virksomheder slår sig ned i kommunen. Samtidig skyder nye bydele op – eksempelvis på Stigsborg i Nørresundby – hvor der ikke er busforbindelser i dag. Derfor har vi brug for at nytænke og udvikle det nuværende bybusnet, som efterhånden er 20 år gammelt,” fortæller rådmand i Klima og Miljø, Per Clausen.

Han understreger desuden, at det nye bybusnet gerne skal få flere borgere til at bruge den kollektive trafik:

”Vi ønsker en kommune med gode og effektive forbindelser og en kollektiv trafik, der binder by og land sammen. Bussen skal være et grønt alternativ til bilen. Et alternativ, som både er godt for klimaet og bymiljøet,” siger Per Clausen.

Forslaget til det nye bybusnet er lavet ud fra input fra borgerne samt data og statistik for, hvordan de rejser i dag. Nu er kommunen klar til at høre borgernes mening om forslaget.

”Vi vil gerne have borgerne til at overveje og kommentere på, om de med det nye bybusnet kan rejse derhen, hvor de ønsker. Om de får nogle nye rejsemuligheder. Eller måske mangler nogle rejsemuligheder, som de har i dag. Kort sagt: Hvordan det passer til deres behov,” fortæller funktionschef Jan Øhlenschlæger fra Kollektiv Trafik i Klima og Miljø.

Nemt og hurtigt

Bybusnettet tager afsæt i Aalborg Kommunes kollektive trafikpolitik fra 2020. Politikken fokuserer på kollektiv trafik for alle, sammenhængende mobilitet, at komme hurtigt fra A til B samt at være grøn og bæredygtig.
Udgangspunktet for det nye bybusnet er også, at det skal være nemt for borgerne at bruge den kollektive trafik. Derfor ønsker Aalborg Kommune:

  1. Mere direkte linjer til midtbyen
  2. Bedre muligheder for at rejse rundt om byen
  3. Kort afstand til nærmeste stoppested.

13 buslinjer er omfattet

Det nye bybusnet består af 13 linjer og dækker området, hvor de tidligere gule bybusser og røde metrobusser kørte.
Der er høringsfrist frem til 16. januar 2023. Herefter indgår bemærkningerne i Aalborg Byråds endelige behandling af forslaget til det nye bybusnet i Aalborg Kommune. Nettet bliver indfaset løbende de kommende år.

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top