På vores plejecentre i Grenaa sker der i disse tider rigtig mange fantastiske initiativer, der forsøder tilværelsen for vores beboere.
Således har beboerne på Plejecenter Violskrænten & Grønnegården blandt andet haft besøg af to musikere fra det lokale tyrolerorkester, Lirekassefolkene, Trækfuglene, Jesper Mogensen og Musikpaletten.
Det bragte smil frem på læben, og fødderne gik i takt til de musikalske toner, der strømmede ud fra haven og hen til terrasserne, de åbne vinduer og altanerne, hvor beboerne sad med tæpper, godt pakket ind i ly for vind og blæst i solskinnets varme stråler. Hver især skabte musikerne nogle stjernestunder og afbræk i en ellers lidt isoleret hverdag i denne coronatid.
Digterparkens venneforening uddelte i torsdags 75 buketter blomster ud til beboere samt chokolade til personalet for det store arbejde, de gør i tiden. Den lokale bager donerede desuden rundstykker og kringle og musikken blev af Hans Erik Nielsen, der spillede harmonika for de ældre.
Og på Fuglsanggården dukkede Forglemmigej Klovnene op, i torsdags i det forrygende solskinsvejr, som vinduespudsere til stor glæde for beboerne.
Nyhedsdato: 28.04.2020