550 kilo sportstøj fik nye ejere efter OB-kamp

Fodboldstøvler, træningstøj, sportstasker, svømmebriller og andet udstyr skiftede hænder, da dørene søndag åbnede til sportsbasaren i Odense Idrætshal umiddelbart efter OB’s superligakamp mod Silkeborg.

Op mod 1.000 børn, unge og forældre mødte frem for gratis at finde sportstøj og udstyr blandt de omkring 600 kilo, som odenseanerne havde doneret i løbet af oktober.

Blandt andre fik mange ukrainske familier glæde af uddelingen, hvor langt det meste af det indsamlede tøj fik nye ejere.

Projektet har været et samarbejde mellem OB, DIF Get2Sport og Odense Kommune. De blå indsamlingscontainere i OB-stribede farver har stået forskellige steder i byen, blandt andet hos OB, KFUM og TPI/Paarup. Også flere svømmehaller i byen har bidraget, mens HCA Marathon leverede tæt på 200 kilo sportstøj og udstyr.

– I OB brænder vi for at være med til at gøre en forskel for børn og unge i vores by. Det her projekt er et klasseeksempel på, hvordan sammenhængskraften kan gøre en forskel. Når brugt sportstøj og udstyr får nyt liv, kan det bidrage til at åbne nye døre ind til et idrætsfællesskab, og det giver en følelse af at høre til. Det er den positive oplevelse, som vi ønsker, at mange flere kan blive en del af, siger Jack Jørgensen, kommerciel direktør i OB.

22 unge fik et fritidsjob

Indsatsen har ikke kun handlet om at give brugt sportstøj nyt liv. 22 unge har fået et fritidsjob, hvor de blandt andet har sorteret, vasket og gjort det indsamlede tøj klar til nye ejere.

– Det er svært ikke at blive glad, når man ser så mange børn og familier komme og hente det sportstøj, som andre odenseanere har givet videre. Samtidig har mange unge fået erfaring med et fritidsjob og været med til at få det hele til at lykkes. Det er fællesskab i meget konkret form, siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.

En af de unge, der søndag hjalp de mange fremmødte med blandt andet at finde den rette størrelse træningsdragt, var 19-årige Soumiya Djebara, som både spiller fodbold og er træner for et pigehold i IF09.

– Jeg tror, det kan betyde, at flere får lyst til at starte til sport. Blandt andre var der en dreng, som ikke havde målmandshandsker, og det kunne vi finde til ham. Det kan betyde meget, at man i stedet for at sidde derhjemme foran skærmen i sin fritid har noget at lave og både får motion og et fællesskab, siger Soumiya Djebara.

Invitationen skulle ud til familierne

Forud for sportsbasaren blev der arbejdet målrettet på at få tilbuddet ud til børn, unge og familier. Informationen blev blandt andet formidlet gennem boligforeninger, mens skoler, UngOdense og andre kommunale kanaler også blev taget i brug.
 

Derudover blev 200 billetter til kampen mellem OB og Silkeborg delt ud til familier, der normalt ikke ville have mulighed for at tage på stadion.

– I Odense har vi et stærkt foreningsliv, og vi vil gerne have endnu flere børn og unge med. Men for nogle familier kan udgiften til sportstøj og udstyr være en barriere. Når så meget godt udstyr bliver givet videre, kan det være med til at rydde den barriere af vejen, siger by- og kulturrådmand Lars Christian Lilleholt.

Det var netop tanken bag projektet fra begyndelsen: Sportstøj og udstyr, der ikke længere bliver brugt i én familie, kan gøre en forskel i en anden. Samtidig kan genbruget være med til at give flere børn og unge mulighed for at blive en del af idræts- og foreningslivet.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top