Tandplejen er klar til at indkalde børn og unge til undersøgelse og behandling i klinikkerne i Sønderborg, Nordborg og Gråsten allerede i morgen (onsdag), og de første kan få en tid 4. maj. Også genoptræningen kan der fra 4. maj tages fat på i Sundhedscentret i Sønderborg og i Sundhedshusene i Gråsten og Nordborg. De forebyggende hjemmebesøg hos ældre kan der tages fat på med det samme. – Det er rart, at vi så småt kan begynde at genåbne samfundet – det tror jeg, at både medarbejdere og borgere glæder sig over. Der er brug for, at samfundsøkonomien og alt det, som bidrager til den, kommer i gang igen. Men det er en kæmpestor øvelse, hvor vi er meget optaget af at sikre os imod smittespredning. Det betyder, at vi går i gang, men at det bliver på en måde, hvor vi yder en service over for borgerne samtidig med, at vi passer godt på hinanden ved at holde afstand og prioritere hygiejnen, siger formand for Sundhedsudvalget, Helge Larsen. Nogle af de forholdsregler, der tages i tandplejen, er god plads mellem sæderne i venteværelserne og færre indkaldte, så evt. ventetid minimeres. Så vidt muligt kontaktes alle telefonisk forud for fremmøde for at vurdere, om en evt. behandling kan udsættes. Genoptræning efter Sundhedslovens paragraf 140 vil gå i gang gradvist fra 4. maj, men udelukkende som individuelt tilbud, ligesom der planlægges med luft imellem borgernes tider, så de ikke møder hinanden. Også her vil der være telefonisk kontakt med borgerne forud for fremmøde – fx for at aftale hjemmetræning og for at sikre, at borgere med tegn på Covid-19 ikke møder op i Sundhedscentret/Sundhedshusene. Forebyggende hjemmebesøg er et tilbud til enlige over 70 år og alle andre ældre, når de har rundet 75 år, og de genoptages snarest. – Det bliver godt for mange af vores borgere, at de igen kan komme til genoptræning, og at de kan være trygge ved, at det sker i trygge rammer. Det samme gælder tandplejen – det er ikke alt, der kan vente. Samtidig med, at vi siger ja til genåbningen, siger vi også ja til, at forvaltningen kan justere genåbningsplanerne. Coronakrisen er en situation, vi aldrig har været i før, og derfor er det vanskeligt med ”firkantede” planer for, hvad vi gør og ikke gør – der skal hele tiden tilpasses, og det er jeg tryg ved, at vores dygtige medarbejdere gør på den bedste måde, siger Sundhedsudvalgets næstformand, Didde Lauritzen. Genåbningen vil koste ekstra for genoptræningens vedkommende, idet der ventes mere kørsel til hjemmetræning og ekstra rengøring i Sundhedscentret og Sundhedshusene. I tandplejen venter der ekstra udgifter til test af diverse redskaber i klinikkerne, fordi de i en periode ikke har været i brug.
|