Fredag den 24. september afholder Søren Kanne-skolen afd. Toubro den anden af tre bevægelsesdage, den sidste afholdes 29. oktober.
Det er del af en større kommunal satsning, som skal sætte gang i elevernes motion ovenpå Corona og bakke op om det lokale idrætsforeningsliv, som har haft det svært under corona-nedlukningen.
Reaktioner fra første bevægelsesdag 20. august
Den første bevægelsesdag var fyldt med idrætsglæde, kunne Amalie Christensen fra 6. klasse fortælle:
”Det har været virkelig spændende og sjovt. Nu har jeg fundet ud af at jeg skal spille håndbold. Instruktøren sagde jeg var et naturtalent, og så lovede jeg, at hvis han kunne fikse hullet i målets net, så ville jeg komme til træning. Det gjorde han, så nu skal jeg til træning torsdag kl. 18-19.”
Siden da har Amalie fast gået til håndbold, og det at inspirere børn til at gå til idræt er netop meningen med projektet, fortæller Helle Ladekær, DGI Konsulent med ansvar for Børns Bevægelsesglæde:
”Vi vil styrke børns glæde ved bevægelse, og vise, at man kan så meget andet end at drible til fodbold og kaste med en bold til håndbold. Det handler om leg og glæden ved at bruge sin krop. Med bevægelsesdagene vil vi inspirere børnene til at være aktive i deres fritid, og vi vil inspirere underviserne til at bruge eksempelvis nogle gymnastikøvelser til aktive pauser.”
Bevægelsesdagene er også med til at markere skolen som et aktiv for lokalsamfundet, forklarer Allan Vestrup, afdelingsleder af Søren Kanne skolen Toubro:
”Det er et element i udviklingen af lokalområdet her i Bybånd Syd. Det er vigtigt for os at vise, at vi er en fungerende skole, selvom vi er små. Vi viser vores eksistensberettigelse i lokalsamfundet, bakker op om foreningslivet, og giver børnene et åndehul i en meget boglig skole. Samtidig viser vi, at vi vil gerne gøre det ekstra; vi har en skolehave i samarbejde med landboforeningen, vi inviterer DGI og instruktører ud til bevægelsesdage. Hos os sker der noget andet, vi drukner ikke i hverdag, vi gør noget for fællesskabet.”
Hvad kommer konkret til at ske 24. september?
Det bliver en dag fyldt med glade børn i bevægelse og sjove øvelser, som forhåbentlig vil inspirere nogle af de børn, som ikke dyrker motion i fritiden, til at begynde på det.
Børnene cirkulerer mellem øvelser fra håndboldens, fodboldens og gymnastikkens verden. De tre sportsgrene er udvalgt, fordi det er de idrætstilbud, som børnene kan gå til i skolens nærområde.
Instruktørerne kommer fra DGI og den lokale idrætsforening Trustrup-Ålsrode IF.
Dagen er del af den større kampagne ”Bevæg dig for livet”, som skal skabe gode muligheder for bevægelse for alle borgere i Norddjurs Kommune.
Der er et særligt fokus på bevægelse for børn og unge samt seniorer, og et af målene er også at motivere inaktive borgere til at blive mere idrætsaktive.
Tid
Fredag den 24/9 fra kl. 8:00 til 13:30.
Sidste bevægelsesdag: 29. oktober
Sted
Søren Kanne-skolen Toubro. Lyngbyvej 40, 8570 Trustrup
Kontaktoplysninger
Nina Balling Zacher Sørensen, Projektkonsulent Norddjurs Kommune (tilstede på dagen)
nbzs@norddjurs.dk
Tlf. 21 37 55 98
Helle Ladekjær, DGI,
Helle.ladekjaer@dgi.dk
Tlf. 20 59 07 53
På billedet: Helle Ladekjær fra DGI.
Nyhedsdato: 16.09.2021