Norddjurs får flere topplaceringer trods samlet fald i erhvervsanalyse

Norddjurs Kommune får førstepladsen på en lang række parametre i Dansk Byggeris erhvervsklimaanalyse for 2020 til trods for en samlet placering som nummer 64.

Hvert år udkommer Dansk Byggeri med en måling af kommunernes erhvervsklima. Det sker også i år, hvor corona-situationen har præget samfundet og aktiviteten, hvilket dog ikke afspejles i analysens data, som er indsamlet før nedlukningen.

Resultatet for Norddjurs Kommune er en samlet placering som nummer 64 ud af landets 98 kommuner. I 2019 var Norddjurs rangeret som nummer 43, og i 2018 nummer 47. Årets placering er således udtryk for en samlet tilbagegang, hvilket dækker over fremgang på nogle områder og tilbagegang på andre.

Norddjurs får flere gode placeringer i årets analyse:

  • Norddjurs Kommune bevarer for 4. år i træk en topplacering for uddannelsesklausuler og partnerskaber. En placering, der kan ses som et udtryk for det gode samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter.
  • Skole-virksomhedssamarbejdet bibeholder ligeledes 1. pladsen.
  • Det forbedrede tilsyn via byggemøder og tætte dialog med branchen medførte en stigning i vurderingen af kontrol af arbejdsklausuler fra nr. 72 i 2018 til en 9. plads i 2019. I 2020 har der været en yderligere fremgang på 3 pladser til en 6. plads.
  • For AB 18 ligger Norddjurs Kommune fortsat på en 1. plads fra at have været nummer 50 i 2018.

Der er en række områder, hvor Norddjurs Kommune går tilbage ift. undersøgelsen i 2019. Det gælder bl.a. på parameteret om sagsbehandlingstider. Flere faktorer har påvirket dette, bl.a. nyt bygningsreglement og et særligt stort fokus på brandforhold på kommunale bygninger efter branden på plejecenter Farsøhthus i sommeren 2018. Man har politisk valgt at styrke området med en ekstra medarbejder i hele 2020 samt 3 ekstra medarbejdere pr. 1. august 2020 og tre år frem.

På arbejdsmarkedsområdet afspejler kommunens placering et relativt løft i forhold til at få ledige hurtigt i arbejde. Norddjurs har oplevet en stigning i fraflytningen af borgere det seneste år, hvilket har ført til en anderledes befolkningssammensætning med flere ældre. Det gør, at antallet af langtidsledige stiger, fordi den tid, man forventes at gå ledig, stiger med alderen.

Borgmester Jan Petersen siger om analysen:

”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi får en lavere placering end sidste år, men havde nok forventet det. Især sagsbehandlingstiderne på byggesager har været et stort problem, og det har vi gjort noget ved. Det gælder også de lave kommunale investeringer, hvor jeg forventer, at vi kan øge investeringerne i 2021.

Senest i forbindelse med corona-situationen har vi politisk her i foråret indgået en række aftaler om i alt 16 mio. kr. i anlæg og 3,7 mio. kr. på driften til forskellige hjælpetiltag, der blandt andet skal støtte det lokale erhvervsliv og holde gang i aktiviteten”.

Når det er sagt, er jeg glad for, at vi fastholder førstepladser indenfor nogle væsentlige parametre.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Jan Petersen, borgmester
Tlf. 27 85 24 51

Nyhedsdato: 23.06.2020

 

Se den originale nyhed fra Norddjurs Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top