Fleksibel sagsbehandling forvandlede 6 timers praktik til uddannelse som industrioperatør.
Virksomhederne skriger på arbejdskraft, og borgere på kanten af arbejdsmarkedet drømmer om at få en fod indenfor.
I Norddjurs Kommune mangler især industrien medarbejdere, og den udfordring løses ved at få matchet og indkørt personer længst fra arbejdsmarkedet, på en måde så de bliver ved med at arbejde.
Camilla Friis er et eksempel på sådan en historie. Hun er en fighter, der har kæmpet sig op efter 10 års rundtur i systemet, og nu er ansat i lære som industrioperatør hos HSM Industri i Grenaa. For bare et par år siden så det ellers helt anderledes ud.
Svær fortid
”Jeg var rigtig langt nede. Jeg tænkte ‘jeg kan ikke varetage et job, jeg sidder og hyler og tuder.’ Samtidig ved jeg, at jeg vil have en uddannelse og et arbejde og komme videre i livet. Mit liv er ikke at være ind og ud i kommunesystemet.”
Det fortæller Camilla Friis. Hun blev mor som 16-årig, og beskriver selv at hun har døjet med en mindre god psyke, hvor hun flere gange er gået ned med stress og depression.
Hendes vej tilbage går gennem virksomheden HSM Industri i Grenaa. Her startede hun 6 timer om ugen i en virksomhedspraktik, der kom i stand i samarbejde med kommunens jobkonsulent og virksomhedskonsulent.
Der blev lagt en tidsplan, hvor Camilla Friis gradvist skulle øges i timer. Det startede godt, men den konstante higen efter at stige i timetal, førte til at hun følte sig stærkt presset. Hun kunne se, at hun endnu engang var ved at bryde sammen.
Når hun kom hjem efter arbejde, var hun så udmattet, at hun ikke orkede hverken mand, madlavning eller barn, og blev nødt til at lægge sig i sengen. Hun kunne se, at det ville ende i endnu en falliterklæring, hvis det fortsatte.
Faglig og fleksibel tilgang gør forskellen
Camilla Friis havde tidligere følt sig kastet rundt i systemet, men denne gang mødte hun en virksomhedskonsulent, som virkelig lyttede til hende, da hun sagde: ”Hvis vi fortsætter sådan her, ryger jeg ned endnu engang. Vi bliver nødt til at smide skemaet med at komme op i 25-30 timer væk, men jeg lover at jeg nok skal kæmpe mig op i timer.”
Derfor traf virksomhedskonsulenten en faglig og individuel vurdering, og veg bort fra kravet om en fastlagt timeforøgelse. Og det gjorde en stor forskel for Camilla Friis, der i dag er ansat i lære 30 t/ugen som industrioperatør:
”Virksomhedskonsulenten lyttede, når jeg sagde: Jeg har det dårligt og kan ikke mere. Og så sagde hun okay, så står vi på det her antal timer, og kigger på det igen om 14 dage. De snakke hjalp mig også igennem de dårlige dage, hvor hun også gav mig troen på mig selv igen. Og så handler det om drømmen og håbet om at forsøge sig selv. Det er ikke sjovt at være i systemet, og selvom jeg kan fortælle succeshistorien om at de har hjulpet mig godt, så er de i sidste ende kun hjælpere. Den eneste, der får dig over på den anden side, er dig selv.”
Camilla Friis har netop færdiggjort skoleophold hos Viden Djurs, og er tilbage i fabrikshallen hos HSM Industri, som har hende i lære indtil sommeren 2023. Derefter er hun færdiguddannet industrioperatør, som der er stor mangel på.
“Camillas historie gør mig glad både på hendes og jobcentrets vegne. Den understreger hvor vigtigt det er, at vi ser hver enkelt borgers behov og behandler hver sag ud fra en individuel og faglig vurdering. På den måde hjælper vi borgerne med at forløse deres potentiale, samtidig med vi hjælper virksomhederne med rekruttering. ” Udtaler Karoline Bergkvist Søgaard, formand for arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune
Glæden er også stor hos HSM Industri, fortæller marketingchef Brit Løth Bager:
“Vi har et stort fokus på at få unge mennesker ind i faget og har nogle og 20 lærlinge, heriblandt Camilla, som vi er meget glade for. Med 180 medarbejdere har vi størrelsen til at tage et socialt ansvar, og det gør vi, både gennem lærepladser og gennem rummelighed.
Vi tilbyder meget gerne unge med en udfordret baggrund både praktik-opstart og lærepladser, og vi har et godt samarbejde med jobcentret både omkring det og fleksjobbere.”
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Karoline Bergkvist Søgaard, fmd. arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune
karos@norddjurs.dk
51 51 75 71
Brit Løth Bager, marketingchef HSM Industri
blb@hsm.dk
22 43 74 66
Nyhedsdato: 02.02.2022