Tjørnelyskolen brændte søndag den 24. marts 2019.
Spørgsmål og svar efter branden på Tjørnelyskolen
Her har Greve Kommune samlet ofte stillede spørgsmål og kommunens svar efter branden på Tjørnelyskolen.
Er der asbest i akse og andet nedfald fra branden?
Nej. Analyseresultater viser, at der ikke er asbest i aske og andet nedfald. Man kan rydde op i haven, luge eller feje aske væk som man plejer.
Var der asbest i bygningen?
Ja, vi ved, at der var asbest i pladerne på facaden.
Hvorfor var der inventar i Tjørnelyskolen, da den brændte?
Kommunens skoler og institutioner har fået mulighed for at hente det, de kunne bruge i deres arbejde. Øvrigt inventar blev solgt til Bonava sammen med bygningen, som blev solgt med løsøre.
Hvornår bliver der ryddet op?
Entreprenøren er i gang med oprydningen. De forventer at være færdige med oprydningen d. 1. oktober 2019.
Hvilken rolle har Greve Kommune i oprydningen?
Greve Kommune ejer ikke længere Tjørnelygrunden, da den er solgt til Bonava. Kommunen har derfor ikke ansvaret for oprydning af grunden. Men kommunen fører tilsyn med, at oprydningen ikke medfører unødige gener og risici for naboer mv. (miljøtilsyn). Vi udfører både varslede og uvarslede tilsyn.
Hvorfor har arbejderne dragter og masker på?
Våd asbest vil klæbe til arbejderens tøj, fodtøj og handsker. Derfor kræver Arbejdstilsynet sikkerhedsudstyr som bl.a. omfatter åndedrætsværn.
Hvordan holder i asbesten inde på tomten?
Entreprenøren følger Arbejdstilsynets regler for oprydning af asbest på brandtomter. Det betyder blandt andet, at der jævnligt bliver vandet på tomten, så der ikke dannes støv under oprydningen.
Når asbestholdige materialer bliver vandet, siver vandet ned i jorden. Er det skadeligt for miljø?
Eventuel asbest binde sig til partiklerne i jorden, hvilket er fint, da asbest er et jordmineral. Asbest binder meget stærkt til jordens partikler, så når den først har bundet sig til jorden, flytter den sig ikke mere.
Siden bliver løbende opdateret.