Foreningsliv vil skabe fællesskaber for studerende

09. februar 2023

Nye studerende på Aalborgs mange ungdomsuddannelser og videregående uddannelser kan hen over foråret prøve sig af i en masse foreningsaktiviteter. Målet er, at blandt andet klatring, floorball og yoga skal skabe fællesskaber og glade studerende.

Hvad med at gå direkte fra sidste time på skolebænken ned til klatrevæggen i Klatreklubben på Annebergvej?  Eller måske skulle I prøve jeres evner med en kårde i fægteklubben? Og måske med en ny studiekammerat under armen? Hen over foråret er en udvalgt del af Aalborgs foreningsliv åben for nye studerende i hele kommunen. Aalborg Kommune tilbyder sammen med uddannelsesinstitutionerne og foreningslivet en ny omgang gratis aktiviteter. Det kaldes Aalborg Try Out.

– Jeg er glad for at vi igen tilbyder de unge studerende en god mulighed for at møde Aalborgs rige og varierede fritidsliv. Vi vil gerne give et skub til dem der mangler at komme ud i de her sunde og aktive fællesskaber.  Jeg kan kun opfordre de unge studerende til at melde sig til. De kan jo være heldige både at finde en ny passion og fritidsbeskæftigelse og ikke mindst nye venner, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Direkte fra skole til forening

I 2021 var aktiviteterne en stor succes i forbindelse genstartspakkerne efter Corona, og mange studerende fik prøvet både nye og klassiske fritidsaktiviteter og den succes forsøger man nu at gentage. Fra 6. februar og indtil slutningen af april kan du prøve en stor buket af forskellige aktiviteter. Blandt andet:

  • Klatring/Bouldering i både GAME Streetmekka Aalborg og i Aalborg Klatreklub på Annebergvej.
  • Fægtning i Aalborg Fægteklub
  • Floorball på Skansen
  • Yoga på Skansen
  • Spinning på Skansen
  • Streetbasket i GAME Streetmekka Aalborg
  • Og meget mere….

Se aktiviteterne og tilmeld jer her: Sundhed og Kultur (nemtilmeld.dk)

– Alle tilbuddene er gratis for de studerende over en periode på 12 uger. Og vi arbejder meget på at gøre det praktisk let at deltage sammen med klassekammeraterne lige efter skoletid. Det kan være svært at komme afsted igen, hvis først man er kommet hjem fra skole. Her hen over foråret fokuserer vi primært på markedsføring overfor ungdomsuddannelserne, men alle med et studiekort er velkommen til at tilmelde sig aktiviteterne, siger Nadia Tind Hansen, koordinator af Bevæg Dig For Livet i Aalborg Kommune.

Planen er at Aalborg Try Out efter sommerferien skal køre igen i en endnu større version, hvor man også vil markedsføre sig overfor de videregående uddannelser igen.

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top