Pressemeddelelse
Næste mål er at forbedre hastigheden for enfamilieshuse. Når vi giver byggebranchen forudsigelighed og hastighed, så sikrer vi arbejdspladser og vækst til byen, lyder det fra erhvervschefen.
På trods af 30 procent flere byggesager i 2020 har en målrettet indsats i Svendborg Kommune betydet, at sagsbehandlingstiden for erhvervsbyggerier er kommet markant under servicemålene fra Kommunernes Landsforening.
Byggesager om industri- og lagerbygninger tog i 2020 i snit 33 dage (servicemål 50 dage). Erhvervsbyggesager om etagebyggeri tog 22 dage (servicemål 55 dage). Samtidig viser udviklingen i første kvartal 2021, at sagsbehandlingstiderne er yderligere på vej ned.
-Kort sagt er den tid, vi i Svendborg bruger på at få en byggesag fra ansøgning til færdig godkendelse for en virksomhed, nu markant kortere end gennemsnittet på landsplan og markant kortere end de mål, vi skal leve op til. Det glæder os meget, at vi nu kan se resultaterne af en målrettet indsats for at skabe bedre rammevilkår for erhvervslivet. Byrådet har givet det topprioritet og har investeret i flere hænder, og sammen med en fokuseret indsats hos medarbejderne er der nu skabt markante forbedringer, siger teknisk chef i Byg, Natur og Miljø Marianne Wedderkopp.
Næste mål er enfamilieshusene, som i 2020 havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 55 dage, hvor servicemålet er 40 dage.
”Nu har vi rettet vores fokus på enfamilieshusene. Og tallene for første kvartal er meget lovende. Fuldt oplyste byggesager kommer nu igennem på cirka to uger,” siger Marianne Wedderkop.
Arbejdspladser og vækst
Erhvervschefen i Svendborg kommune er meget tilfreds på erhvervslivets og byens vegne.
– Det her er en vigtig forbedring for erhvervsklimaet. Virksomheder og investorer har brug for forudsigelighed og korte behandlingstider, så de kan disponere deres tid, og så de kan bygge, når markedet er der. I sidste ende handler det her om, at Svendborg skal være en by, der sikrer bedst mulige rammevilkår for erhvervslivet, så vi kan skabe arbejdspladser og vækst, siger Søren Bach-Hansen og fortsætter:
– Vi skal hejse flaget og glæde os, og så skal vi samtidig være ydmyge omkring, at nu skal kommunen levere på løftet om kortere sagsbehandlingstider også for enfamilieshuse. For det er vigtigt for de mindre håndværksvirksomheder og selvfølgelig ikke mindst for borgerne. Og det er meget lovende, at de første måneder af 2021 viser markant fremgang, siger Søren Bach-Hansen.
Byrådet i Svendborg Kommune vedtog sidste år i budgetforliget for 2021 at tilføre byggesagsbehandlingen to yderligere medarbejdere.
Yderligere information:
Marianne Wedderkop, chef i Byg, Natur og Miljø, tlf. 30 17 56 50,
Søren Bach-Hansen, erhvervschef, tlf. 30 17 54 90,