Der blev poppet både popcorn og børnechampagne, sunget fællessang og holdt tale, da børnehuset i Hesselager i går lagde hus til indvielsen af de tre nye el-minibusser.

SLUT MED DIESELOS I BØRNEHØJDE

Svendborg Kommune har fået leveret tre nye elminibusser til Østerdalens børnehuse, der som de første i kommunen nu kører på 100 procent el. Om under 10 år skal hele Svendborg Kommunes bilpark være elektrisk.  
Når børnehave- og vuggestuebørnene i Gudbjerg, Gudme, Hesselager, Oure, Skårup og Thurø fremover skal på tur, er det ikke længere i gamle dieselbusser.  

Svendborg Kommune har nemlig indgået en leasingkontrakt på tre nye elminibusser til dagtilbuddet Østerdalen, som dækker den østlige del af kommunen. Dermed kommer Østerdalens seks børnehuse som de første i kommunen til udelukkende at køre på el. 
“Med den her løsning sikrer vi, at børnene ude i de små lokalsamfund også fortsat kan nyde godt af alt det, Svendborg by og resten af kommunen har at byde på. Samtidig er det en løsning, der øger børnenes sikkerhed og tilmed er grøn. Vi passer altså både på børnene og deres fremtid,” siger næstformand for Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalget Maria Haladyn.
 
De tre elminibusser udgør nummer 30, 31 og 32 i rækken af rene elbiler i kommunens bilpark, som samlet set består af 234 biler. Ved udgangen af 2022 forventer kommunen at runde 50 elbiler, mens det langsigtede mål er en fuld udfasning af fossile køretøjer inden 2030. 
 
“I Svendborg Kommune har vi et ambitiøst mål om, at kommunen som virksomhed, altså vores drift, skal være 100 procent omstillet til vedvarende energi allerede i 2030, og kommunen som geografisk område i 2040. Det når vi kun i mål med, hvis både borgerne, erhvervslivet og kommunen hver især bidrager. Men vi starter selvfølgelig med os selv, og dér er udskiftningen af de benzin- og dieseldrevne køretøjer en af de helt store indsatser,” siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Jesper Kiel.
 
Med udskiftningen af de mest forurenende biler i 2021-2022 forventer Svendborg Kommune at kunne realisere en CO2-besparelse på 130 tons CO2 ud af bilparkens samlede udledning på ca. 700 tons CO2, altså en reduktion på godt 18 procent i løbet af to år. Det svarer til udledningen fra tæt på én million kørte kilometer i en gennemsnitlig ny benzin- eller dieselbil.
 
Kontakt

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen