Ikoniske lysmaster fjernes

Pressemeddelelse 

Om få dage begynder nedtagningen af de fire lysmaster på landsstævnepladsen, som siden 1994 har sendt Svendborgs borgere et positivt minde om fire fantastiske dage for 26 år siden, da flere ned 40.000 idrætsfolk mødtes til DGI Landsstævne.

De fire lysmaster er på sin vis blevet det synlige symbol på sidste gang, DGI Landsstævne indtog Svendborg. Og nu, kort tid før DGI Landsstævne endnu engang lægger til kaj i Svendborg, bliver lysmasterne fjernet.

Årsagen er dels, at flere af masterne og lamperne står over for en større renovering, dels at behovet for lyssætning på landsstævnepladsen har ændret sig, forklarer Jonas Meng, projektleder ved Svendborg Kommune:

-De lamper, der er monteret i masterne, er gammeldags glødepærer. En opgradering til ny og energibesparende teknologi koster flere hundrede tusinde kroner, og derfor er det rettidig omhu at fjerne dem nu, siger Jonas Meng.

Siden 1994 har lamperne blandt andet kastet lys over arealet til fodboldtræning, hundestævner, DM i ridebanespringning og klovnefestival. Men i løbet af de senere år er lamperne kun blevet tændt ganske få gange, og i realiteten begrænser placeringen af masterne brugen af området.

-Der er helt andre løsninger på markedet nu, som er mere fleksible og billigere i forhold til lyssætning. Det giver ikke mening at renovere på en forældet teknologi, som både er dyr og svær at håndtere i det daglige, uddyber Jonas Meng.

Ingen betydning for DGI Landsstævne 2022

Nedtagningen af lysmasterne får ikke konsekvenser for det kommende DGI Landsstævne i 2022.

-De eksisterende lysmaster er ikke tænkt ind i de store shows, vi kommer til at afvikle på stævnepladsen. I dag arbejder man med lejlighedsvis opsat showlys, og de permanente lysmaster kan ikke bruges til landsstævnet, forklarer Mikkel Harritslev, projektleder for L2022 i Svendborg Kommune.

Når lysmasterne bliver taget ned, bliver masterne destrueret. De meterhøje lamper er man dog ikke klar til at give slip på endnu:

-Mange svendborgensere har et forhold til lysmasterne, fordi de er symbolet på et helt fantastisk DGI Landsstævne i Svendborg i 1994. Vi håber, at vi kan bruge lamperne til at skabe et kreativt værk, der kan minde svendborgenserne om ikke bare ét, men to legendariske DGI Landsstævner i Svendborg, forklarer Mikkel Harritslev.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Jonas Meng, projektleder, Center for Ejendomme og Teknisk Service, Svendborg Kommune, mobil 2042 7023

Mikkel Harritslev, projektleder, L2022, Svendborg Kommune, mobil 6161 3332

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top