I uge 19 har stevnsborgerne mulighed for at få udleveret et helt nyt udstyr til mennesker med demens. Med et såkaldt demens-symbol kan mennesker med en demensdiagnose bede dig og mig om en håndsrækning.
Det nye demens-udstyr består af symbolet som en pin, der kan sættes på tøjet, klistermærker med symbolet til betalingskort og et kort med demenssymbolet, der kan bæres om halsen. Demens-symbolet er udviklet af Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark.
Dorthe Holmboe, Centerchef for Sundhed og Omsorg i Stevns Kommune, udtaler om det nye demens-udstyr:
”At være ramt af en demenssygdom i større eller mindre grad kan være meget invaliderende for den enkelte person. Mange af ens færdigheder forsvinder stille og roligt. Færdigheder som er helt naturlige for os alle at være i besiddelse af. Så når man pludselig ikke længere kan huske, hvordan man bruger sit dankort eller man ikke kan huske hvor man er, så bliver man frustreret, forvirret og ked af det. Derfor har en borger med demens meget brug for hjælp fra sine omgivelser. Så møder du en borger, der udviser tegn på demens og som bærer demens-symbolet, så er det muligt, at vedkommende har brug for en håndsrækning i den givne situation eller måske blot, at du udviser tålmodighed og forståelse for, at vedkommende skal bruge lidt længere tid til at få ordnet sine ting.
Med den rette hjælp, støtte og forståelse, vil en borger med demens kunne opretholde sit liv med værdighed og livskvalitet i længere tid”.
Få udstyret gratis på biblioteket i Store Heddinge
Tirsdag den 11. maj fra kl. 12-16 på biblioteket i Store Heddinge kan stevnsborgerne komme forbi og høre mere om demens-symbolet og gratis få udleveret det special-udviklede udstyr.
Gennem eftermiddagen kan alle interesserede få mere information om Stevns Kommunes tilbud på demensområdet. Det er demenskoordinator Malene Simonsen og projektleder Marie Louise Kold, der gerne tager en snak med alle – unge og gamle – på biblioteket i Store Heddinge. Også lokale repræsentanter for Alzheimersforeningens afdeling Østsjælland vil være til stede.
Skal du ind på biblioteket, så skal du bruge coronapas.
Nye tilbud i Stevns Kommune
I Danmark lever op mod 90.000 mennesker over 65 år med en demenssygdom. Forekomsten forventes at stige, fordi andelen af ældre mennesker i Danmark stiger. For Stevns Kommune viser tal fra Videnscenter for demens at der estimeret er lige over 400 mennesker med demens. Stevns Kommune fik sidste år en stor tildeling af midler fra Sundhedsstyrelsen til at lave flere og mere fleksible tilbud til borgere med en demensdiagnose og deres pårørende. Det kan alle høre mere om på biblioteket.
Velkommen til en informativ eftermiddag med fokus på et emne med meget stor berøringsflade.
Sidst opdateret
10.05.2021