Norddjurs har i den seneste tid oplevet en markant stigning i antallet af ansøgninger om byggetilladelser. Alt fra erhvervsbyggeri, nye sommer- og parcelhuse til tilbygninger.
Målt ud fra grundsalg og generelle henvendelser ser det ud til, at byggeaktiviteten forsætter en rum tid endnu. Denne positive udvikling skal selvfølgelig understøttes af kommunen.
Selvom kommunen sidste år ansatte yderligere to byggesagsbehandlere, betyder væksten i ansøgninger i år, at der pt. er længere behandlingstider, end det der politisk ønskes.
Derfor har en samlet kommunalbestyrelse netop godkendt en ekstraordinær bevilling på 600.000 kr. til byggesagsbehandlingsområdet. For hurtigst muligt at kunne få gavn af bevillingen bliver denne anvendt i et samarbejde med arkitektfirmaet Arkikon, som fremover vil bistå den kommunale forvaltning med udarbejdelse af byggesager.
Udvalgsformand Jens Meilvang udtaler:
“Jeg ser frem til samarbejdet og har en tro på, at et fleksibelt kommunalt/privat samarbejde er vejen frem, når vi i en situation som denne pludseligt får en markant stigning i antallet af byggeansøgninger. Kommunen må ikke være stopklods for udvikling og skal kunne levere byggesager inden for en rimelig frist. Derfor er jeg utrolig glad for dette nye samarbejde, som jeg har store forventninger til og er klar til at udbygge, hvis det bliver nødvendigt!”
“Vi står i en meget positiv situation – at så mange vælger Norddjurs til både i erhvervslivet, men også bosætningsmæssigt. Det er vigtigt, at vi kan levere også i en situation, som vi er i pt. Derfor har det været helt naturligt for mig at handle på dette, og jeg er glad for, at vi nu kan præsentere en løsning, der sikrer hurtigere byggesagsbehandling,” siger borgmester Jan Petersen.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Borgmester Jan Petersen. Mobil: 27 85 24 51
Formand for miljø- og teknikudvalget Jens Meilvang. Mobil 24 24 16 00.
Nyhedsdato: 10.05.2021