Godt 1,1 mio. kr. til Stevns fra Augustinus Fonden


Stevns Kommune har netop fået tilsagn fra Augustinus Fonden om støtte på godt 1,1 mio. kr. til at restaurere kalkovnene i Boesdal Kalkbrud.

Med støtten runder Stevns Kommune endnu en milepæl i bestræbelserne på at skabe en besøgsdestination i verdensklasse.

’Det gør mig glad og stolt’, fortæller borgmester Henning Urban Dam Nielsen, og tilføjer:

’Augustinus Fonden ser det samme potentiale i ovnene og Boesdal, som vi gør, og ikke mindst har de lyst til at være en del af den samlede verdensarvsfortælling. Det glæder mig, for hele verdensarvsdestinationen er inde i en rivende udvikling lige nu. Besøgscentret er det helt stor flagskib, og ovnene lige ved siden af spiller en vigtig rolle i formidlingen af stedets kulturhistorie, og derfor er det vigtigt, at de nu bliver restaureret’.

Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden supplerer:

’De to ovne står som monumenter og fortæller en kultur- og industrihistorie fra en tid, hvor kalken og klinten gav helt særlige vilkår for livet på Stevns. Vi er glade for at bidrage til restaureringen og bevaringen af dette særlige kulturarvsmiljø, så publikum fortsat får mulighed for at opleve kulturarven som den så ud engang’. 

Kort før jul fik Stevns Kommune støtte fra Realdania til andre projekter i verdensarvsdestinationen, og med støtten fra Augustinus Fonden, kan Stevns Kommune nu nå endnu længere. Udover de to tilsagn fra Realdania og Augustinus Fonden afventer Stevns Kommune svar på en fondsansøgning mere.

Det samlede projekt består af flere delprojekter, med fælles fokus på:

  1. Større oplevelsesværdi – udvikling af fælles identitet, øget adgang til klinten mv.
  2. Øget kendskab – stærkere markedsføring via projektets initiativer.
  3. Levende lokalsamfund (bæredygtig turisme) – styrket indsats for, at verdensarven virker som løftestang for positiv udvikling i lokalsamfundet.

De forskellige udviklingsprojekter indgår alle i et samlet projekt til ca. 58. mio. kr., hvoraf Stevns Kommune selv har afsat godt 11 mio. kr.

Boesdal Kalkbrud og kalkovnene

De to kalkovne står lige oven for Boesdal Kalkbrud, og har været en del af kalkproduktionen i bruddet. Der har været brudt kalk i Boesdal siden 1920’erne. En del af kalken blev brugt til jordforbedring i landbruget.

Kalken blev knust og opbevaret i den store pyramide, og brændt i de to ovne. 

I 1978 blev der brudt kalk i Boesdal for sidste gang. Skorstenene fra ovnene, den store pyramide i bruddet, og andre mindre bygninger, vidner dog stadig om områdets kulturhistorie, og skal i fremtiden også lægge jord til det kommende besøgscenter for verdensarven.

Pressebilleder af kalkovnene og Boesdal Kalkbrud til fri afbenyttelse

Fakta

Stevns Klint blev optaget som UNESCO Verdensarv i 2014, fordi det er det bedste sted i verden at se sporene fra den asteroide, der for 66 mio. år siden var medvirkende til at mere end 50 % af alt liv på Jorden uddøde, også dinosaurerne.

Augustinus Fondens filantropiske strategi bygger på en overbevisning om, at kunst, kultur og viden bidrager til oplevelser, refleksion og dannelse. Det griber os, beriger os og knytter os tættere sammen.

Augustinus Fondens støtte kommer bredt ud i hele landet gennem tre hovedindsatser: Kunst & Kultur, Viden & Uddannelse og Sociale indsatser. Fonden uddelte i 2020 327 mio. kr.

Augustinus Fonden støtter Stevns Kommune med godt 1,1 mio. kr. Støtten indgår som en del af flere ansøgninger til fonde på i alt ca. 58 mio. kr., hvoraf Stevns Kommune altså selv finansierer godt 11 mio. kr.

Fonden Stevns Klint Besøgscenter er lige nu i gang med at bygge et besøgscenter for verdensarven i Boesdal Kalkbrud. Byggeriet er gjort mulig via en generøs donation på 80 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
 

Se den originale nyhed fra Stevns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen