Siden sommeren 2019 har et særligt opgaveudvalg arbejdet med FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. Udvalget inviterer nu til en spændende foredragsaften onsdag den 30. september kl. 19.00-21.30 på Strøbyskolen.
Flemming Møldrup (kendt fra ’Kender du typen’ på DR1) fortæller om, hvilke tendenser vi ser hos unge mennesker i dag, når det gælder valg af boligformer – og hvilken rolle bæredygtighed spiller for de unge generationer, når de skal bosætte sig.
Thomas Ravn-Pedersen, direktør i Verdensmålsakademiet gør os klogere på FN’s 17 verdensmål, hvorfor vi har brug for verdensmål og hvordan vi kan oversætte FN’s verdensmål til Stevnske forhold.
‘Der bliver talt meget om FN’s 17 verdensmål, og med god grund. Men hvordan får vi verdensmålene hevet ned på jorden og oversat til stevnske forhold, så vi kan arbejde for en bæredygtig udvikling her i kommunen – til gavn for os alle men især de unge og fremtidige generationer. Det vil vi gerne blive klogere på,’ fortæller Line Krogh Lay, som er formand for udvalget.
Hun tilføjer:
‘Verden står overfor store udfordringer, som kræver løsninger på alle niveauer fra private husstande og virksomheder til kommuner, regioner og stater. Stevns Kommune bør som verdensarvskommune selvfølgelig være med til at gå foran i forhold til at løfte opgaven, og derfor har vi sat fokus på at skabe rammer for bære-dygtige byer og fællesskaber på Stevns – og på at skabe opmærksomhed om verdensmål blandt kommunens borgere og virksomheder. En af de ting, som Stevns Kommune arbejder med i forhold til verdensmålene er en boligpolitik, hvor udvalgte verdensmål indtænkes. Inspirationsdagene kan give nye vinkler til borgere, virksomheder, udstykkere og mennesker, som gerne vil flytte til Stevns. Samtidig bruges dagene til at indsamle inspiration og viden, der kan inddrages i det videre arbejde i Udvalget for Stevns Verdensmål’.
Foredragene finder sted onsdag den 30. september kl. 19.00-21.30 på Strøbyskolen (i kantinen), Lendrumvej 1, 4671 Strøby. Alle er velkomne og arrangementet er gratis.
Tilmelding er dog nødvendig, så det sikres, at arrangementet gennemføres på en ansvarlig måde i tråd med myndighedernes retningslinjer for håndtering af Corona-virus. Derfor er der også plads til maks. 70 deltagere.
Tilmeld dig ovenfor.
Program for foredragsaften den 30. september kl. 19-21.30
- Flemming Møldrup (kendt fra ’Kender du typen’ på DR1) fortæller om den kommende generations ønsker til boligformer og bæredygtighed.
- Thomas Ravn-Pedersen fra Verdensmålsakademiet fortæller om FN’s Verdensmål og hvordan vi kan oversætte verdensmålene til danske og stevnske forhold.
Sidst opdateret
17.09.2020