Boligpolitik skal sætte dagsordenen for fremtidens boliger i Stevns



  • Forside: Stevns Kommunes boligpolitik


Boliger til alle. Liv i landsbyer. Plads til vildskab. Det er de tre vigtigste politisk prioriterede fokusområder i den boligpolitik, kommunalbestyrelsen i Stevns netop har godkendt.

Boligpolitikken sætter rammen for kommunens boligudvikling i de kommende år.

’Helt grundlæggende skal boligpolitikken hjælpe os med at sikre, at vores boligudvikling matcher fremtidens behov. Politikken er forankret i en boligpolitisk vision, vi nu skal i gang med at leve op til gennem seks spændende indsatsområder. Det er en stor opgave at omsætte ord til handling i konkrete projekter, men det er en opgave, jeg glæder mig til’, udtaler borgmester Anette Mortensen.

Boligpolitikken er et resultatet af arbejdet i det nu nedlagte § 17,4-udvalg, som afsluttede sit arbejde ved at aflevere en række anbefalinger samt en vision for en bæredygtig udvikling i Stevns, der understøtter FN’s Verdensmål.

Politikken har været i otte ugers høring, og her kom der to høringssvar.

Find boligpolitik og høringssvar

Boligpolitisk vision

Stevns Kommune tilbyder et godt hjem til alle i attraktive boliger til alle aldre og livssituationer. Boligerne ligger i velfungerende lokalsamfund i land og by med god adgang til naturen.

Indsatsområder

I boligpolitikken er der udpeget seks indsatsområder:

  1. Boliger til alle – vi vil sikre et varieret boligudbud, så vi får en boligmasse, der både matcher den en-lige og den store familie, ejer- og lejeboliger, boligområder, som understøtter fællesskaber osv. Dette skal vi helt konkret sikre allerede, når vi planlægger nye boligområder.
     
  2. Liv i landsbyer og landdistrikter – en af kommunens store kvaliteter er vores landsbyer med nærhed til naturen. Vi vil bevare landsbyerne attraktive ved. f.eks. at finde midler til landsbyfornyelse, bevare bygningsarven og ved at gå aktivt ind i indsatsen mod faldefærdige bygninger.
     
  3. Klima- og miljøvenligt byggeri – nybyggeri og renovering – Stevns er en klimakommune, som har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen, og vi skal gerne være CO2-neutrale i 2050. Vi tænker FN’s verdensmål aktivt ind i boligudviklingen for at sikre et bæredygtigt samfund.
     
  4. Grønne forbindelser – binde land og by sammen. Vi vil stille krav til udstykkere om at sikre forbindelser til naturen og grønne områder – dette for at sikre, at kommunen bindes sammen i et grønnere netværk.
     
  5. Plads til vildskab – grønne boligområder. Biodiversiteten lider i Danmark, og derfor ønsker vi at skabe boligområder med plads til mere vild natur. Naturen skal være med til at sikre gode levesteder for planter og dyr.
     
  6. Strategisk udvikling – Stevns Kommune er direkte opland til Københavnsområdet, og vi skal sikre, at vi fortsat er en attraktiv kommune for dem, som gerne vil flytte fra by til land.
     

Sidst opdateret

25.06.2021

Se den originale nyhed fra Stevns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top