Sønderborg Kommune indfører nye Covid-19 tiltag for at hindre smittespredning

Sønderborg Kommunes Krisestab sætter nu ind med flere nye tiltag for at hindre yderligere smittespredning Covid-19. Implementering af øget rengøring på skoler, daginstitutioner og haller er en af mulighederne. Foto: Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune indfører nye Covid-19 tiltag for at hindre smittespredning

Sønderborg Kommune er rød kommune, fordi der er mange Covid-19 smittede per 100.000 indbyggere. Derfor sætter Sønderborg Kommunes Krisestab ind med flere nye tiltag for at hindre yderligere smittespredning.

Der er 98 smittede de sidste 7 dage, og dermed en incidens på 132 pr. 100.000 borgere i Sønderborg Kommune. Blandt de smittede er medarbejdere på plejecentre samt smittetilfælde på flere skoler.
 
Derfor har Krisestaben i Sønderborg Kommune besluttet at tage fat i nogle af de tiltag, som kan imødekomme smittespredning med Covid-19 i Sønderborg Kommune. Tiltagene tages fra det katalog, Sundhedsberedskabet har udarbejdet. 
 
Det er besluttet i Krisestaben, at følgende iværksættes i Sønderborg Kommune nu.
 
Task force på folkeskolerne:
Der er nedsat en Task force, der skal foretage en gennemgang på alle kommunes folkeskoler. Frem til 27.11 får skolerne besøg af medarbejdere fra Sundhedsberedskabet, der laver en gennemgang i forhold til overholdelse af afstandskrav og god hygiejne. Besøget varer 1,5 time, og efter en rundering på skolen og samtale med ledelsen udarbejdes der en rapport med oversigt og forslag over mulige forbedringer.
 
Digitale møder:
Som udgangspunkt skal alle møder holdes digitalt, med mindre fysisk fremmøde er afgørende for at opnå det ønskede resultat eller hvor medarbejderne ikke har direkte adgang til computere.
 
Personale testes hver 14. dag:
Fra mandag den 9. november 2020 starter 14. dages test af alt personale på sundheds- og ældreområdet. Indtil nu har planen været, at der skulle foretages test af personale på sundheds- og ældreområdet hver 6. uge, men grundet høj smittetal gennemføres test nu hver 14. dag. Den øgede testfrekvens sker efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Sønderborg Kommune har ansat eget podeteam til at forestå testning af kommunale medarbejdere på sundheds- og ældreområdet.
 
Andre mulige tiltag:
Tirsdag den 10. november 2020 tager Krisestaben stilling til følgende tiltag:

  • Implementering af øget rengøring på skoler, daginstitutioner og haller.
  • Behovet for at sende flere administrative medarbejdere hjem og arbejde.

Krisestabens leder, kommunaldirektør Tim Hansen, mener, at de nye tiltag er et skridt på vejen til at få færre smittede i Sønderborg Kommune.
 
– Det er vigtigt, at vi kan løse de kommunale opgaver, selv om vi lige nu har en spredning af Covid-19 i Sønderborg Kommune. Det er en alvorlig situation, og med rettidig omhu handler vi nu ved at sætte ind nogle steder, hvor vi som kommune kan gøre en forskel. Blandt andet på skolerne med gennemgang af skolen for at sikre gode afstand og hygiejne. Samtidig er det vigtigt for os at undgå for mange smittede medarbejdere, så vi kan opretholde en god kommunal betjening. Derfor øger vi antallet af digitale møder og overvejer, om flere medarbejdere skal arbejde hjemmefra, siger han.

Kontaktinformation:

Tim Hansen
Kommunaldirektør
Telefon: 2790 5061

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top