15 producenter/aktører har allerede meldt sig til at have en stand en eller flere gange i løbet af de syv lørdage, som i første omgang er planlagt. Markedet vil være åbent kl. 10-13, og varerne vil være i kategorierne fødevarer, husflid og blomster. – Vi vil gerne, at markedet bliver en succes, og derfor sørger Sønderborg Kommune i første omgang for, at der bliver indhentet tilladelse til at holde markedet, og at der er telte til udstillerne, borde, bænke og bannere, ligesom vi tager os af markedsføringen. Dertil har vi i udvalget bevilget 60.000 kr. Efter syv markedsdage i år håber vi så, at det ”kører” og kan fortsætte med ”Made in Sønderborg” som et torvelaug, der sørger for at drifte og koordinere markedsdagene, siger Charlotte Riis Engelbrecht, formand for Udvalget for Landdistrikter, Nature og Fødevarer, som er det udvalg, der har godkendt projektet og bevilget pengene til de første syv markedsdage. – Da vi sidste år godkendte Handleplan for Fødevarer i Byrådet, var ét af vores ønsker at etablere et fødevaremarked med lokale produkter. Vi er rigtig glade for, at det nu er lykkedes at blive enige om et koncept for markedet sammen med Sønderborg Handel, Projekt og Anlæg i kommunen, Sekretariatet for Aktørudvalget og det nystartede fødevarenetværk ”Made in Sønderborg”. Med markedet som udstillingsvindue vil vi gerne støtte de lokale fødevareproducenter, øge forbrugernes kendskab til sæsonens lokale frugt og grønt, skabe et udflugtsmål og tiltrække gæster til både markedet og butikkerne i byen, supplerer udvalgets næstformand, Kirsten Bachmann. FAKTA
- Det lokale fødevaremarked holdes den første lørdag i måneden i 2020 – første gang i juni, sidste gang i december
- Markedet vil være åbent kl. 10-13 og ligge på Kastanie Alle
- Der kan sælges fødevarer, husflid og blomster
- Foreløbig 15 producenter/aktører har tilmeldt sig alle eller nogle af lørdagene.
|