|
Teknik- og Miljøudvalget har netop godkendt forslaget til kommuneplantillæg. Offentlighedsperioden, hvor borgere kan komme med kommentarer til tillægget, er på otte uger og forventes at begynde den 11. maj 2020. Man kan kommentere forslaget til kommuneplantillæg på www.sonderborgkommune.dk under ”høringer”. – Vi er rigtig glade for, at Friluftsrådet har godkendt området som pilotnaturpark. Det giver gode kort på hånden i forhold til at blive en egentlig naturpark, og sådan én passer godt ind i det samlede billede af vores satsning på Nordals som et attraktivt ferieområde for mennesker, som holder af oplevelser i naturen, fred og ro. Sammen med Nordals Ferieresort og Universe tegner der sig efterhånden konturerne af en perfekt feriedestination, som både vil tiltrække mange turister og skabe arbejdspladser lokalt, siger Charlotte Riis Engelbrecht, formand for Udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer, der har drevet processen med at få Naturpark Nordals godkendt i Friluftsrådet. For at blive godkendt som pilotnaturpark, skal man opfylde syv af ti kriterier, der gælder for en naturpark, fx må afgrænsningen godt være foreløbig, hvilket er tilfældet på Nordals. Der skal på et tidspunkt oprettes et naturparkråd og udarbejdes en naturparkplan, som Byrådet skal godkende, inden der søges om certificering til en egentlig naturpark. En naturpark er defineret som et større, sammenhængende område, hvor mindst halvdelen i forvejen er beskyttet natur, og der skal være tilknyttet et sekretariat og en naturvejlederindsats. Da der også er krav om borgerinddragelse, lokal accept og forankring, er der holdt et holdt et møde med lodsejere og interessenter, og det er meningen, at der også skal holdes et borgermøde. – Forskellen på naturparker og nationalparker er, at naturparkerne ikke rummer restriktioner og er baseret på frivillighed. Og her kan vi glæde os over, at lodsejerne på Nordals har været meget imødekommende. Det er et rigtig godt fundament at bygge videre på, siger formand i Teknik- og Miljøudvalget, Aase Nyegaard. – Lodsejerne og andre interessenter i området har bakket flot op om planerne for naturparken, og vi glæder os til, at den efterhånden bliver en kendt attraktion, som vil være med til at lokke gæster til Nordals og dermed understøtte bestræbelserne på et skabe arbejdspladser, supplerer Teknik-og Miljøudvalgets næstformand, Stefan Lydal.
|