Der har været uenighed om, hvor der kan parkeres eller ikke kan parkeres i Østerlundkvarteret i Nordborg. Men det er slut, for politikerne i Teknik-, By- og Boligudvalget lukker sagen nu. De er nemlig enige om, at arealerne langs villavejene i Østerlundkvarteret i Nordborg kan fungere som parkeringsarealer. Det sker efter en anbefaling fra forvaltningen om, at arealet fremadrettet skal være parkering.
Det er Kirsten Bachmann, formand for Teknik-, By- og Boligudvalget, glad for.
– Siden der kom uro om parkeringen, har jeg været ude i området nogle gange og har haft en god dialog med beboerne. Jeg forstod frustrationen og med den opbakning, der var fra mine udvalgskolleger, gav det ikke mening at vente til en politisk drøftelse i slutningen af april og så først en beslutning i juni. Derfor har jeg været i dialog med forvaltningen, der undersøgte muligheden for at godkende arealerne som parkeringsarealer allerede nu. Det lykkedes efter deres dialog med politiet. Jeg er derfor glad for, at der kan genskabes ro, hvor der bl. a. er taget udgangspunkt i at børnene kan færdes sikkert, fordi bilerne nu ikke skal parkere på vejen mere, siger hun.
Formanden bakkes op ad næstformanden, Kristian Beuschau.
– Jeg er glad for, at vi kunne finde en hurtig løsning, og at der ikke uddeles p-afgifter i området. Det glæder mig utrolig meget, at udvalgets medlemmer er enige om, at der skulle handles nu, og det er et enigt udvalg, som sætter forvaltningen i gang med skiltning og lovliggøre fremtidig parkering i Østerlundkvarteret i Nordborg. Nu ser jeg frem til, at der snart kommer skilte op, så det ikke længere er usikkert, hvad man kan og ikke kan ift. parkering i Østerlundkvarteret, siger han.
Sønderborg Kommune har modtaget historisk skitsemateriale, der angiver længdeparkering på vejene. Skitserne har ikke været en del af kommunens materiale i lokalplanerne for området. Forvaltningen vurderer på den baggrund, at skitsematerialet godt kan indgå i vurderingen af arealets anvendelse. Forvaltningen anerkender, at borgerne på etableringstidspunktet, kan have fået den opfattelse, at de dengang blev stillet i udsigt, at der var tale om længdeparkering på arealerne med SF-sten.
Parkeringen kommer fremover til at gælde følgende veje.
Blåbærvej
Brombærvej
Enebærvej
Kirsebærhaven
Skovhaven
Snebærvej
Tranebærvej
Tyttebærvej
Hindbærvej
Solbærvej
Hyldebærvej
Nøddevej
Slåenvej
Midthaven
Overhaven
Rytterhaven
Sønderborg Kommune er aktuelt i dialog med Syd- og Sønderjyllands politi om god skiltning i området. Det forventes at skilte kan sættes op inden for en måned.
Parkeringskontrol Syd er informeret om, at arealerne fra nu af ændres til parkeringsarealer. Dermed vil parkeringskontrollen alene kontrollere andre forseelser såsom parkering ud for ind-/udkørsel fra ejendom.