Da en lærer på sprogskolen i Grenaa den 11. august blev konstateret smittet med Covid-19, blev skolen ud fra en sundhedsfaglig vurdering lukket i 14 dage og kursister og medarbejdere sendt hjem.
Alle involverede er nu testet negative, og skolen åbnede igen mandag d. 24. august.
I samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed blev der indsnævret en risikogruppe på 28 personer, som gik i selvisolation med påbud om to tests. Alle disse personer er nu erklærede negative, og det samme er hele medarbejdergruppen, som også lod sig teste.
Det personale i Norddjurs Kommunes Jobcenter, som har snitflader til sprogskolen, er ligeledes blevet testet, og de pågældende personer er negative.
I forbindelse med nedlukning af skolen var der et stort fokus på intern og ekstern kommunikation. Således blev alle relevante samarbejdspartnere orienteret, og kursisterne til stede på skolen i forbindelse med nedlukningen blev informeret direkte via tolk, mens de øvrige blev orienteret personligt og via E-Boks.
Der har i forløbet vist sig at være en smittet kursist. Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at vedkommende ikke er blevet smittet på skolen.
Se mere på sprogundervisning.norddjurs.dk.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Erik Holck Hansen
Arbejdsmarkedschef i Norddjurs Kommune
ehh@norddjurs.dk
Tlf. 21 14 57 74
Nyhedsdato: 27.08.2020