Skal vi være vilde sammen?

Norddjurs Kommune deltager i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune.

I den forbindelse deles der d. 20., 21. og 22. april gratis frøposer ud til have- og biodiversitetsglade borgere i kommunen. Samtidig lancerer Norddjurs Kommune pjecen “Giv plads til liv”, der giver gode råd til, hvordan man forøger biodiversiteten i haver.

Hent gratis frø til din have

Mangler du lyden af biernes summen, græshoppernes aftensang eller udsigten til en mangfoldig naturhave? Miljøministeren har udfordret de danske kommuner til at have den vildeste natur.

En konkurrence som Norddjurs Kommune deltager i. Et af tiltagene til at blive vildeste kommune er puljen “Vild med Vilje”, som på forskellige måder arbejder med at fremme den mangfoldige natur.

En af måderne er at udlevere gratis frøposer til interesserede haveejere, som ønsker at give biodiversiteten et skub i den rigtige retning.

På kommunens entreprenørgårde har man mulighed for at hente en gratis frøpose, så man kan skabe sin egen blomstereng. Posen indeholder 28 vilde danske blomster, som skal plantes i den meste næringsfattige jord, man har derhjemme.

Driftsplanlægger ved Norddjurs Kommune, Simon Sjøstrand Boisen giver følgende råd:

“Inden du sår din blomsterblanding, skal du fjerne den overskydende næring i jorden. Det gør du bedst ved at skrælle det øverste jordlag af og erstatte det med en grus/sandblanding, der blandes op med den resterende jord.”

Udover tiltaget med gratis frøposer, sår kommunen 2 ha areal med vilde planter på kommunens grønne områder.

Ligeledes er der udarbejdet en guide med gode råd til at lave din egen naturhave og bidrage til mere biodiversitet.

Du kan finde pjecen på norddjurs.dk/biodiversitet.

Det er også på den hjemmeside, du booker tid, hvis du synes din have ska være vildere og derfor ønsker gratis frøpose.

Grundet restriktioner og retningslinjer i forbindelse med Covid19, skal du tilmelde dig afhentning af frøposer.

Kultur- og forenings-, erhvervsliv og kommunes institutioner er ligeledes blevet tilbudt gratis frø.

Glatved er det gode eksempel

I Norddjurs Kommune er Glatved et godt sted at besøge, hvis du vil opleve et område, hvor biodiversiteten trives.

Kysten og stranden ved Glatved er et fascinerende sted, hvor industri møder landskab og natur i en rå og vindblæst kyststrækning.

Der er tale om en af de mest øde strande på Djursland, hvor råstofindvindingen har skabt nye landskabsformer og et fantastisk dyre- og planteliv.

Områdets største naturoplevelser finder du på overdrevet syd for kalkgraven, hvor den vilde plantebestand har resulteret i, at området er udpeget som en af Jyllands vigtigste naturlokaliteter.

Her findes en lang række sjældne planter, som, på grund af deres direkte eller indirekte krav til kalkholdig jordbund, kan findes i store mængder, blandt andet, Tyndakset gøgeurt, bugtet frøstjerne, hulkravet kodriver, bakke-soløje, hjertegræs og knoldet mjødurt.

Tæt ved bølgerne, på overgangen mellem strand og overdrev, gror der også store bestande af strandkål, som er blevet meget populær til salatskålen.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Vedr. gratis frø:
Simon Sjøstrand Boisen
sisb@norddjurs.dk
40 12 14 33

Vedr. biodiversitet:
Annette Limborg Madsen
alm@norddjurs.dk
89 59 40 12
29 36 71 06

 

Nyhedsdato: 14.04.2021

 

Se den originale nyhed fra Norddjurs Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top