Virksomheder over hele landet mangler arbejdskraft. Norddjurs Kommune forsøger at afhjælpe problemet med flere nye tiltag.
Blandt andet med storbesøg af ledige ude hos virksomheder som DS Smith i Grenaa.
Interessen for maskinerne virker smittende, spørgsmål som “hvor gammel er den?” og “arbejder man altid med den samme?” besvares ivrigt af Mikkel Høgh Sørensen, natproduktionsleder ved DS Smith. Han er i gang med at vise den store papfabrik frem for et mindre hold af de 19 kandidater, som er til virksomhedsfremvisning afholdt af DS Smith og Jobcenter Norddjurs.
Produktionslederen fortsætter forbi maskine 65, og man hører stoltheden da han fortæller, at stansemaskinen “er blandt de største i Europa, sammen med sin søster nr. 66.” Under rundvisningen udbryder en fra virksomheden “Vi mangler jo arbejdskraft”, og grinende svarer den jobsøgende John Christensen “Vi er jo lige her, vi kan bare gå i gang.”
Det indrammer meget præcist, hvad denne tirsdag formiddag handler om. Jobcentret har kontakt til nogle ledige, som har lettere udfordringer og brug for en anden indgang til en kommende arbejdsgiver. DS Smith har Nordeuropas største bølgepapmaskine i Grenaa, som dækker 40% af Danmarks papforbrug. For at holde dampen oppe, har de brug for flere medarbejdere, og før besøget søger de 10 fastansatte og 9 ferieafløsere.
Det fælles ansvar
“Vi har et stort rekrutteringsbehov, og sådan et arrangement giver mulighed for med det samme at se, om det er et match. Samtidig vil vi være med til at tage det lokale ansvar, og være en rummelig arbejdsplads. Derfor giver det rigtig god mening at have jobcentret med, så vi kan få strikket en god løsning sammen for hver enkelt kandidat,” forklarer Christina Sellerup, HR Direktør hos DS Smith.
Tiltaget glæder også formand for arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune, Karoline Bergkvist Søgaard:
“Jeg er stolt af, at virksomhederne her i kommunen tager socialt ansvar, og at vi i fællesskab løfter og skaber nye og andre muligheder. Og så er jeg er glad for at vi har et jobcenter, som tør tænke samt handle alternativt, og tage fysisk ud med borgerne, så vi kan skabe det rigtige match.”
Turbojobsamtale
Efter rundvisningen er der speeddating mellem de ledige og virksomhedens teamledere. Her kan man høre brudstykker som “Jeg vil gerne arbejde, men på lidt nedsat tid.” En anden siger “Det gik fint, han var nem at snakke med”, da en fra jobcentret spørger, hvordan det var at være til turbojobsamtale.
Imens fremhæver HR-direktøren, at der modsat hvad mange måske tror, er karrieremuligheder i de ufaglærte stillinger. Som eksempel nævner hun, at natproduktionslederen Mikkel startede som almindelig produktionsmedarbejder og siden har arbejdet sig op til at være leder.
Speeddatingen kommer ovenpå et to-årigt tilløb, hvor DS Smith har arbejdet med at tage socialt ansvar gennem projektet code of care. De har ændret rekrutteringspolitik og er nu åbne for en mere mangfoldig ansættelse, med rummelighed der stiler efter fuldtid. Virksomhedsbesøget med speeddating blev afholdt 29 marts, og foreløbig er 6 kandidater gået videre i ansættelsesprocessen.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Nanna Bro Pagter, DS Smith Internal Communication Cluster DK & Employer Branding Lead Nordic Countries
Nanna.Bro.Pagter@dssmith.com
72 14 90 27
Kis Børsting Jensen, virksomhedskonsulent Jobcenter Norddjurs
kisbj@norddjurs.dk
23 22 73 91
Nyhedsdato: 08.04.2022