I Dansk Industris årlige undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed får Norddjurs Kommune denne gang en samlet placering som nr. 71. I 2020 var placeringen nr. 86.
Der er blandt andet fremgang indenfor kategorierne “information og dialog med kommunen”, den nye kategori “grøn udvikling” samt “uddannelse”.
Borgmester Jan Petersen siger:
“Vi er ikke i mål endnu, men indsatsen ser ud til at virke. Jeg er tilfreds med, at vi ser fremgang på flere parametre. Særligt noterer jeg mig f.eks. kategorien uddannelse, hvor Norddjurs får en samlet 29.-plads. Vi prioriterer området, blandt andet gennem dialog og samarbejde i Uddannelsesforum Norddjurs, hvor en række aktører er gået sammen om at fremme området som attraktivt for studerende og nye ungdomsuddannelser. I den nye kategori “grøn udvikling” er vi nr. 53. Vi har et stort fokus på den grønne omstilling, bl.a. i Norddjurs’ plan-og udviklingsstrategi, i klimatilpasningsprojekter som “Grenaa – Næse for Vand”, i biodiversitetsindsatser samt via EU’s Borgmesterpagt og DK2020.”
Kommunaldirektør Christian Bertelsen siger:
“Den positive udvikling er et godt tegn, og jeg er tilfreds med, at vi bl.a. på parameteret dialog med virksomhederne ser en forbedring. Det er en prioriteret indsats med flere årlige møder, dialoger med og nærhed til virksomhederne og deres behov. Vi ligger også fornuftigt samlet set indenfor kommunal sagsbehandling. Der er stor vækst i antallet af byggesager, og indsatsen er politisk prioriteret som et fokusområde med stor betydning for borgere, tilflyttere og virksomheder.”
Virksomhedsservice med flere lokationer
Indenfor kategorien ”information og dialog med kommunen” får Norddjurs en placering som nr. 54. Placeringen i 2020 var nr. 76. For nylig har Jobcentret og erhvervsområdet åbnet en afdeling i Auning med virksomheds-og erhvervsservice ud fra et ønske om at være mere fysisk tilgængelig i en større del af kommunen. Det er der kommet mange positive reaktioner på. Jobcentret er endvidere til stede på Grenaa Havn med et kontor.
Omfartsveje med i nyt udspil
Der er plads til forbedring i kategorien ”infrastruktur og transport”. Her er der dog perspektiver fremadrettet, som tegner positivt, bl.a. i det nyligt vedtagne infrastrukturudspil, hvor staten har prioriteret omfartsveje om byerne Trustrup og Tirstrup samt en 2+1-vej til Aarhus Lufthavn. På det kommunale vejnet er der samtidig en politisk prioritering om en forøget indsats og investeringer nu og i de kommende år.
Norddjurs’ Jobcenter placeres som nr. 21 i en benchmark-analyse udarbejdet af Beskæftigelsesministeriet indenfor kategorien ”Arbejdskraft” i undersøgelsen. Det vidner om lav ledighed, og at de lokale virksomheder har godt gang i aktiviteten.
I relation hertil er det et væsentligt fokusområde for kommunen at sikre kvalificeret arbejdskraft til de lokale virksomheder.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Jan Petersen, borgmester
Tlf. 27 85 24 51
Nyhedsdato: 02.09.2021