Pia Tarp er fast socialrådgiver hos Tingbjergs eneste lægeklinik. Her hjælper hun områdets socialt udsatte patienter.
I tre år var der ingen lægepraksis i Tingbjerg. Den tidligere læge stoppede og ingen nye læger ønskede at flytte til området på grund af patienternes mange sociale problemer. Københavns Kommune aftalte at byde ind med en fast socialrådgiver i klinikken, og siden 2018 har to læger delt klinikken i Tingbjerg.
Det er en solrig junidag og det er lunt at færdes blandt de gule 3 etagers bygninger i det udsatte boligområde Tingbjerg. Grønne Utterslev Mose grænser op til området, og der er enkelte dagligvarer butikker, legepladser og et nyt kulturhus i området. Men der er ingen mennesker på gaden. Enkelte børn leger udenfor, mens et par ældre beboere fra plejehjemmet trækker morgenfrisk luft på en bænk.
Men ellers er her overraskende stille.
Udskrivningsmentor Pia Tarp har haft sin daglige gang i Tingbjerg siden starten af 2020, hvor hun startede hos lægeklinikken i Tingbjerg. Her skal hun være med til at løfte den sociale indsats i området og støtte lægerne i at tage hånd om de udsatte mennesker, der kommer til lægen.
”Skodderne er næsten altid trukket for i Tingbjerg. Mange lever meget anderledes liv herude end det liv, vi kender fra parcelhus-Danmark og andre bykvarterer i København. Selvom der er mange børnefamilier i området, ser jeg dem sjældent lege uden for mit vindue, hvor der ellers er en del grønne arealer. Der er store økonomiske og sociale problemer, men mange familier kan gå under radaren i generationer”, fortæller den erfarne socialrådgiver, der også uddannet socialpædagog.
Sjov udfordring
Pia Tarp er egentligt en del af udskrivningsmentorerne i Bolig- og Beskæftigelsesenhedens afdeling 4, der holder til på Lærkevej og Spaniensgade. Men da opgaven med en fast socialrådgiver i lægeklinikken i Tingbjerg skulle besættes, slog hun til.
”Jeg så det som en sjov og faglig udfordring at være med til at starte indsatsen op. Jeg lægger meget vægt på det første møde med mennesker og det arbejder jeg rigtigt meget med i denne stilling. Og så brænder jeg for det tværfaglige samarbejde, som i høj grad er i fokus her, hvor der ofte er mange problematikker hos patienterne”.
Slik og sociale problemer
Der er to læger med hver sin praksis under samme tag i Tingbjerg. Hver har sin lægesekretær og en række yngre læger i praktik og under uddannelse. Derfor er der mange læger på stedet, som Pia skal samarbejde med, og de fleste har anden etnisk baggrund end dansk.
”Det er tydeligt at deres verden er meget forskellige fra min. Det handler både om det lægefaglige og det kulturelle. Og jeg bruger meget tid på at fortælle, hvad en sociale sag egentligt er. I starten havde jeg en slikskål i døren for at lokke dem ind til mig, så jeg kunne fortælle om, hvad det er, de kan bruge mig til”, smiler hun.
Corona og badevægten satte en stopper for slikket. Pia Tarp er først vendt tilbage til Tingbjerg for få dage siden, men har arbejdet hjemmefra siden nedlukningen.
”Corona har presset patienterne virkeligt hårdt og jeg har startet en del sager op på telefonen. Det er ikke sådan jeg normalt arbejde, men det har jeg været nødt til. Og det giver lige en ekstra faglig udfordring, men sådan har jeg det også bedst”.
En post-it med et navn og nummer
Pia Tarp understreger, at man ikke være et sted som Tingbjerg, hvis man kun ser problemer. Ellers er det for surt at gå på arbejde. Her er mange gode tiltag for borgerne, de skal bare nogen gange støttes i at benytte dem. Lægerne bliver hele tiden bedre til at spotte patienter, der kan bruge Pias hjælp, når de får en ny patient. Nogle gange får hun en mail med flere informationer, andre gange er det en post-it med et navn og nummer.
De hyppigste samtaler handler om patienter, der falder imellem to stole. Det kan være mellem misbrugsbehandling og behandling i psykiatrien eller hvor økonomien spænder ben for familiesammenføring eller rengøringsjobbet er røget og familiens sikkerhedsnet forsvundet.
Social kontrol er også en problemstilling i flere sager, og det kan være vanskeligt at nå kvinder, der er udsat for social kontrol. Men en af indfaldsvinklerne til kvinderne kan være, når de kommer til lægerne m. angstproblematikker eller diffuse smerte. I flere tilfælde har kvinderne hverken mobil eller dankort, men er ansvarlig for familiens børn, mens de lever under kontant frygt fr den daglige fysiske og psykiske vold.
”Hos kvinder, der lever med social kontrol, er lægebesøg en legitim grund til at komme ud af huset: Men i virkeligheden taler de med mig om, hvordan deres liv er og om de er klar til at ændre på deres ulykkelige omstændigheder. I de familier er der også børn, hvor det undrer mig, at de er gået under radaren hos os myndigheder”.
Her spiller angsten for underretninger ind.
”Der er i det hele taget stor berøringsangst for underretninger og jeg gør virkelig en indsats for at fortælle lægerne, at underretninger faktisk er til for familiens skyld, så de kan få en social indsats, som er til gavn for børnene”.
Jeg tager ikke håbet fra folk
Et andet stort problem hos patienterne er hjemløshed og stor økonomisk usikkerhed. Her kan Pia Tarp henvise til fx gældsrådgiveren eller hjælpe med ansøgninger til Enheden for Sociale Ydelser. Andre gange må hun læse op på regler om fx greencard-ordningen.
”Mine forløb skal være korte og jeg skal have folk videre til andre indsatser. Men jeg er ofte indgangen til systemet eller til at få viden om systemet. Der er mange mennesker i Tingbjerg, der ikke kender reglerne i vores samfund og som enten reagerer med vrede eller slår sig på alle reglerne. Mit job er ikke at tage håbet fra dem, men at få dem et skridt på vej”.
Projektet med socialrådgiver på lægeklinikken slutter næste år. Pia Tarp vil gerne nå at bygge bro til nogle af de andre sociale indsatser, der er i Tingbjerg, mens hun fortsat vil arbejde med borgerens sociale problemstillinger.