På byrådsmødet mandag den 22. juni besluttede Fredericia Byråd at øge det udvidede anlægsbudget, som nu er på 303 mio. kroner.
Med et ikke-eksisterende anlægsloft i 2020 er der sat gang i historisk mange anlægsprojekter, der skal holde gang i hjulene under coronakrisen. Turen går nu til cykelstien på Ydre Ringvej, som byrådet har sat 6,6 mio. kroner af til at forlænge, så den fortsætter med 3,3 km enkeltrettede cykelstier i begge sider fra Carlsberg bryggeriet til rundkørslen ved Vejlevej/Skærbækvej.
”Jeg er godt tilfreds med, at vi allerede nu kan imødekomme borgernes ønske om at udvide, så der er cykelsti på hele Ydre Ringvej. Strækningen er på kommunens areal, så det er lige ud ad landevejen”, siger Steen Wrist Ørts, formand for By- og Planudvalget.
Tidligere i år besluttede By- og Planudvalget at sætte projekteringen af cykelstien i gang. Arbejdet er nu så langt, at det er muligt at anlægge cykelstien allerede til efteråret. Næstformand i By- og Planudvalget Kenny Bruun Olsen er sikker på, at en forlængelse af cykelstien falder i god jord hos cyklisterne:
”Det skal være sikkert og trygt at være cyklist i Fredericia Kommune. Der er meget trafik på Ydre Ringvej, så det er godt, at vi nu kan få den lavet og dermed øger trafiksikkerheden for de bløde trafikanter på Ydre Ringvej”.
Projektet forventes at gå i gang til september og tre måneder frem.