Styrelsen for Patientsikkerhed har netop oplyst, at der ikke er fundet yderligere smittede i det københavnske Nordvest-kvarter.
Fredag i sidste uge fortalte Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde fundet et udbrud med den sydafrikanske corona-variant i det københavnske Nordvest-kvarter. Styrelsen har netop oplyst forvaltningen om, at der ikke er fundet yderligere smittede.
Siden torsdag i sidste uge har kommunen og Styrelsen for Patientsikkerhed banket på dørene i den trekant mellem Frederikssundsvej, Frederiksborgvej og Glasvej, hvor der blev konstateret et udbrud med den sydafrikanske corona-variant. Der er uddelt information på flere sprog og udsendt sms’er til beboerne på flere sprog. Og rigtig mange lod sig teste. Styrelsen for Patientsikkerhed har for kort tid siden meddelt forvaltningen, at der ikke er fundet flere smittede med den sydafrikanske variant.
– Det er jo helt fantastisk, at der ikke har fundet flere smittede med den sydafrikanske variant efter udbruddet i Københavns Nordvest-kvarter. Det viser, at det er muligt at reagere hurtigt og effektivt. Jeg er så glad, og jeg vil gerne sige et kæmpe stort tak til alle de mange københavnere i Nordvest, som lyttede til vores opfordring om at blive testet. Det er samfundssind på den helt store klinge, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Flere end 3.500 københavnere blev testet sidste weekend alene i det ene pop op-testcenter, som regionen og kommunen oprettede på Frederikssundsvej. Og kommunen har sammen med styrelsen banket på døre inde i området flere gange. Regionen og kommunen opretholder et pop op-testcenter i Nørrebrohallen hele næste uge, og derudover er der alle de normale testcentre rundt om i byen.