Visionære ideer til udviklingen af fremtidens Hedeland Naturpark

Kontakt

Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening

Tlf.43 97 97 97

Visionære ideer til udviklingen af fremtidens Hedeland Naturpark

I dag blev forslagene fra de tre tværfaglige ekspertteams Møller & Grønborg, RUBOW og SLA offentliggjort ved fernisering på Høje-Taastrup Rådhus. Dommerkomiteen har modtaget tre velkvalificerede forslag til udviklingen af Hedeland, som er støttet af Realdania, og som nu har nået endnu en stor milepæl.

Dommerkomiteen har lagt særlig vægt på tre hovedtemaer i deres bedømmelse af de tre forslag: fysik, formidling og forretning. I denne proces kom dommerkomiteen frem til, at Team SLA vurderes til at have det stærkeste forslag som udgangspunkt for den kommende udviklingsplan. Der er lagt vægt på ideerne til udvikling af naturen og sammenhæng med omkringliggende byer og landskab. Team SLAs forslag til Hedeland Naturpark indebærer bl.a. en øget dramatisering af landskabet med dybe dale, ”bjerge”, ødemark og en central rute kaldet Horndrageren, opkaldt efter en sjælden orkidéblomst, som vokser i Hedeland.

Team RUBOW har et særligt øje for brugere og forretningskoncepter og foreslår bl.a. overnatningshytter i en særlig arkitektonisk udformning. Team Møller & Grønborg kaster et nyt blik på, hvordan foreninger kan bidrage til landskabsudviklingen.

”Det er glædeligt, at parallelopdraget er afsluttet med tre så stærke og visionære forslag til udviklingen af Hedeland Naturpark. Vi glæder os til at få arbejdstøjet på og skabe en udviklingsplan, der kan sætte Hedeland på landkortet” siger Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup.

Også Greves borgmester, Pernille Beckmann, er begejstret: ”Det var tre rigtig gode og forskellige forslag, som med fordel kan kombineres. Særligt de forretningsmæssige potentialer og formidlingen af Hedeland, er interessant at kigge på. Nu glæder jeg mig over denne milepæl og ser frem til arbejdet med en udviklingsplan, der skal bringe Hedeland Naturpark på landkortet”.

Hedeland Naturpark ligger i Greve, Roskilde og Høje-Taastrup Kommuner og dækker et areal på ca. 1.000 ha. Hedeland er et tidligere råstofområde, hvor der stedvis fortsat udvindes grus. Området er gennem de sidste 40 år blevet udviklet til et fantastisk rekreativt naturområde med mange aktiviteter.

I juni 2016 vedtog de tre byråd en ny vision for Hedeland, som skal omsættes til en udviklingsplan. Gennem et parallelopdrag er der derfor blevet indhentet ideer til områdets udvikling.

De tre teams fik også masser af inspiration og gode input fra borgerne i begyndelsen af januar 2017, hvor der blev afholdt et velbesøgt borgermøde.

Roskildes borgmester Joy Mogensen glæder sig også til det fremtidige arbejde: ”Det har været en rigtig god proces, hvor borgere og brugere af området har været med til at sætte retningen for det Hedeland, de ønsker i fremtiden”.

Til at bedømme de tre holds forslag har der været nedsat en dommerkomite bestående af borgmestrene fra de tre kommuner, formand og næstformand i I/S Hedelands bestyrelse, chefkonsulent Claus Ravn fra Realdania By og Byg samt to fagdommere – professor i Parkforvaltning på Københavns Universitet Thomas Randrup samt arkitekten Mats Olsson.

”Det er skønt for Hedeland Naturpark, og ikke mindst foreningerne, som er tilknyttet Hedeland, at kunne være med i processen. I bestyrelsen for I/S Hedeland glæder vi os til at få en stærk visionær udviklingsplan, der kan sætte retning for udviklingen af Hedeland Naturpark ,” siger Liselott Blixt, formand for bestyrelsen i I/S Hedeland.

Claus Ravn, chefkonsulent hos Realdania By og Byg, er også glad: ”Med parallelopdraget for udviklingen af Hedeland er der sat en ambitiøs dagsorden for udviklingen af en regional destination til glæde for både nuværende og fremtidige brugere og besøgende”.

Der skal nu udarbejdes en udviklingsplan for Hedeland Naturpark, som forventes at blive vedtaget af de tre byråd senere på året.

De tre teams

Team Møller & Grønborg i samarbejde med Adept, Kollision og Kuben Management

Team RUBOW i samarbejde med Reiulf Ramstad Arkitekter, Stagis, Dines Jørgensen, Jørgen Bo Larsen og Henrik Vibskov.

Team SLA i samarbejde med 2+1, Realise, Johansen Skovsted og Morten DD.

Udstilling

De tre projektforslag for Vision Hedeland udstilles på Høje-Taastrup Kommunes rådhus frem til 28. april 2017. Udstillingen er åben i rådhusets åbningstid: Mandag-onsdag kl. 10-14.30, torsdag kl. 10 -17 og fredag kl.10-13.30.

Se den originale nyhed fra Greve Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top