To nye leverandører skal hjælpe flere ledige i job
Greve Kommune styrker indsatsen for at få ledige langt fra arbejdsmarkedet i job.
To leverandører har netop skrevet kontrakt med Greve Kommune om at hjælpe ledige borgere langt fra arbejdet tættere på et job. Det er virksomhederne AS3 og Quick Care.
Fra 25 til to
De to leverandører skal erstatte de nuværende 25 leverandører, når ledige Greveborgere med komplekse sygdomme, diagnoser og langvarige problemer har brug for hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
“Det vil give en bedre kvalitet til gavn for borgerne at kunne fokusere på samarbejde med to leverandører fremfor 25. Så vi forventer, at de nye aftaler vil styrke og målrette indsatsen, så endnu flere ledige finder en plads i fællesskabet på arbejdsmarkedet”, siger jobcenterchef Mette Munk Sauvr.
Hjælpen er lokal
Cirka 250 Greveborgere er omfattet af kontrakterne med de to nye leverandører. Efter en individuel vurdering kan de få hjælp af psykologer, fysioterapeuter, jobcoaches, kostvejledere eller andre fagpersoner. Det hele vil komme til at ske i Greve, for de to leverandører er ved at finde lokaler i Greve, så borgerne ikke skal bruge deres kræfter på transport.
De nye leverandører begynder den 1. juli med arbejdet, og kontrakten gælder for de næste to år med mulighed for forlængelse.