Nu er strandrensningen startet i Greve
Greve Kommune og Greve Strandlaug er gået i gang med at fjerne tang og fedtemøg fra stranden.
Siden sidste sommer er der skyllet rigtig meget tang og fedtemøg ind på stranden i Greve. Derfor er kommunen i samarbejde med Greve Strandlaug nu gået i gang med at rydde stranden, så den bliver lækker og sommerklar til de mange besøgende.
Strandlaugets vurdering
Fedtegreven har sammen med en gravko og en gummiged kørt frem og tilbage i flere dage for at komme til bunds i de store mængder. Den intensive kørsel er færdig i starten af næste uge, hvis ikke vejret driller alt for meget.
Resten af sommeren vil Fedtegreven køre hver tirsdag og torsdag, medmindre Greve Strandlaug vurderer, at der ikke er behov for strandrensning.
“Vi har nogle fantastiske frivillige i Strandlauget, som går på stranden hver dag. De holder øje med, hvornår der er brug for Fedtegreven, og hvornår den skal holde fri, så vi bruger budgettet bedst muligt”, siger borgmester Pernille Beckmann.
Naturens kræfter
Selv om Fedtegreven kører hele sommeren, så er der ingen garantier for, at stranden forbliver fri for tang og fedtemøg hele sæsonen. Det kommer nemlig an på vejr og vind, fortæller Pernille Beckmann.
“Vi er desværre oppe mod naturens kræfter. Vi kan fjerne alt nu, og så kan der skylle flere tons ind i morgen. Men jeg håber selvfølgelig, at vi ikke bliver for hårdt ramt, så vi rigtigt kan nyde sommerdagene nede på vores fantastiske strand”, afslutter hun.
Greve Kommune har i alt afsat 2,2 millioner kroner til strandrensning i år.