Snak om Greves bymidter ved digitalt borgermøde
Forslag til Kommuneplan 2017 er i offentlig høring indtil 26. maj, så derfor inviterer Greves Kommune borgerne til en snak med politikerne på kommunens facebookprofil.
Mandag den 8. maj fra klokken 19:30 – 20:30 kan borgerne tale med politikerne om udviklingen af de fire bymidter i henholdsvis Hundige, Greve, Karlslunde og Tune, som er en af de seks indsatsområder i Kommuneplanen.
I kommuneplansforslaget ønsker Greve Kommune, at skabe mulighed for, at områderne kan udvikle sig til mere levende bymidter med flere forskellige funktioner side om side, så der skabes liv og aktiviteter i bybilledet.
”I Byrådet ønsker vi at skabe et farverigt bymiljø. Kommuneplanen åbner op for nye muligheder for at tænke anderledes, hvor boligtyper og boligformer blandes, så eksempelvis unge og ældre kommer til at være naboer på 1. sal og underetagen er fyldt med kontorer, butikker og spisesteder. Det kan dels skabe liv og samtidig give borgerne tryggere rammer”, siger Pernille Beckmann.
Forslaget til Kommuneplan 2017 har fokus på at forny og udvikle Greve Kommunes fire bymidter, stationspladser og strandvejen.
Kommuneplanen indeholder i alt seks forskellige indsatsområder, som byrådet har fremsat en række konkrete mål for: by, bolig og bosætning – erhverv – detailhandel – natur, kultur og fritid – trafik, teknik og miljø – klima-tilpasning.
Der er inviteret seks byrådspolitikere med i samtalen og det foregår på kommunens facebookside www.facebook.com/grevekommune. Der vil også være et traditionelt borgermøde den 16. maj, klokken 17:00. Det finder sted på Greve Gymnasium, Rådhusholmen 12, 2670 Greve.
Yderligere oplysninger:
Byplanlægger Johanne Fabricius – tlf. 43 97 93 96