Obligatorisk Pensionsordning
Ny obligatorisk pensionsordning når du modtager forsørgelsesydelser.
Fra den 1. januar 2020 kommer der en ny pensionsordning, når du modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp, ledighedsydelse, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse, sygedagpenge, fleksløntilskud og supplement til brøkpension.
Ordningen kaldes
’Obligatorisk Pensionsordning’. Den bliver udbetalt som en del af din ATP Livslang Pension, når du når folkepensionsalderen.
Skal jeg selv betale til Obligatorisk Pensionsordning?
Nej, du skal ikke selv betale til Obligatorisk Pensionsordning. Det er Greve Kommune, der sørger for at indbetale pensionsbidragene.
Din ydelse vil stadig være den samme – du vil blot få et ekstra beløb, der bliver indbetalt til Obligatorisk Pensionsordning.
Hvor meget bliver der indbetalt til Obligatorisk Pensionsordning?
Beløbet afhænger af din ydelse. I 2020 bliver der indbetalt et beløb, der svarer til 0,3 procent af din ydelse. Du kan på dine udbetalingsmeddelelser se, hvor meget der er blevet indbetalt til Obligatorisk Pensionsordning.
Hvornår kan jeg få udbetalt Obligatorisk Pension?
Obligatorisk Pension bliver udbetalt som en del af ATP Livslang Pension, når du når folkepensionsalderen.
Det er ikke muligt at få udbetalt pensionen før, selvom du eksempelvis er førtidspensionist, lider af en livstruende sygdom eller flytter til et andet land end Danmark.
På www.borger.dk/atp kan du finde flere oplysninger, og du kan logge ind og se, hvor meget du kan forvente at få i pension fra ATP Livslang Pension.