Har du værnemidler i overskud? Silkeborg Kommune efterlyser borgere og virksomheder, som har værnemidler i overskud.
– Vi er godt med på værnemidler, men nogle produkter er blevet meget svære at skaffe. Især servietter til desinfektion af overflader er en mangelvare, siger Søren Boisen, leder af Silkeborg Kommunes indkøbs- og udbudsteam.
Derfor opfordrer kommunen alle borgere, foreninger, virksomheder eller andre, som ligger inde med ekstra værnemidler, som de ikke selv skal bruge, til at kontakte kommunen. Værnemidler er vigtige for at kunne beskytte borgere og medarbejdere i blandt andet sygeplejen, hjemmeplejen og på plejehjem mod coronasmitte.
– Hele verden efterspørger værnemidler, og vi vil særligt gerne have flere desinfektionsservietter, engangs-forklæder og -kitler ind på vores lager, siger Søren Boisen.
De værnemidler, der efterlyses, er særligt:
- Servietter til desinfektion af overflader (skal indeholde mellem 70-85 % ethanol)
- Engangsforklæder
- Engangskitler med lange ærmer, der lukkes bagpå (både vandtætte og væskeafvisende)
- Engangshandsker – særligt i størrelse medium og large (nitril og latex)
- Ansigtsvisir
- Kirurgiske mundbind
- Mundbind med visir
- Masker
Æsker mv. skal være uåbnede.
Ønsker man at afsætte sine værnemidler til kommunen, skal man sende en mail til depot@silkeborg.dk med information om, hvad man har. Vedhæft gerne et billede eller et datablad, hvis man har det. Så tager kommunen kontakt tilbage og aftaler nærmere. Kommunen vil gerne købe værnemidlerne og kan også afhente dem. Donationer er naturligvis også velkomne.
Medarbejdere på Hjælpemiddeldepotet efterser de indleverede værnemidler, inden de fordeles videre til brug i institutionerne.
For yderligere information kontakt Søren Boisen, leder af Indkøb og udbud, tlf. 20 59 83 69, soren.boisen@silkeborg.dk