Kom til nytårsvandring på stranden
Greve Kommune og Hjerteforeningen inviterer alle borgere med til den årlige nytårsvandring.
Traditionen tro indleder Greve Kommune og Hjerteforeningen det nye år med en nytårsvandring, som starter ved Aktivitetshuset Olsbækken. Det sker den 1. januar klokken 14:00, og alle borgere er velkomne.
Borgmester Pernille Beckmann indleder dagen med en tale. Derefter går turen ad Hjertestien til Søndre Mole på Greve Marina, hvor en ny installation med siddestolper bliver indviet af formanden for Greve Kunst, Tove Lausten, samt borgmester Pernille Beckmann.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at starte året ud med en frisk gåtur på vores dejlige strand. Det er en skøn tradition, som giver os politikere rig mulighed for at snakke med alle de borgere, der hvert år møder op”, siger borgmester Pernille Beckmann.
Greve Kommune og Hjerteforeningen forventer, at der dukker mange borgere op, da arrangementet de foregående år har været velbesøgt. Derfor anbefaler de, at alle deltagere parkerer deres bil i god afstand fra Olsbæk Strandvej.
Gåturen varer omkring en time, og Greve Kommune byder efterfølgende på en kop kaffe.