Greve Kommune er giftfri
Greve Kommune bruger ikke sprøjtegift på grønne arealer og belægninger. Nu melder kommunen alle de grønne områder til initiativet “Giftfri Have”.
Vilde planter og insekter skal have gode forhold i Greve Kommune. Derfor bruger kommunen og dens samarbejdspartnere ikke sprøjtegift på grønne arealer og belægninger.
Giftfrie græsplæner
Nu har Teknik- og Miljøudvalget besluttet at gå skridtet videre og melde kommunens arealer til initiativet “Kommune med giftfrie arealer”, der også er en hjemmeside med gode råd mod brug af gift i haver og på grønne arealer.
“Vi håber, at vi kan inspirere flere haveejere til at holde op med at bruge round up i rosenbedene, ligesom vi rigtig gerne vil opfordre til, at man ikke bruger gift til at tage ukrudtet mellem fliserne,” siger Mortan Martinsson, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Natur- og Miljørådet med på råd
På udvalgets seneste møde var medlemmerne optaget af, hvordan kommunen i højere grad kan understøtte biodiversitet og naturlig fauna i kommunen.
Der er afsat 500.000 kroner til natur- og miljøområdet i 2020, og de penge skal bruges bedst muligt. Derfor indkalder udvalget nu Natur- og Miljørådet til et ekstraordinært møde, hvor rådet skal komme med sin samlede anbefaling til, hvordan Greve Kommune skal bruge pengene.